Flere faglige fusioner kan være på vej
Flere af de små forbund i LO-familien er dog bange for på sigt at blive tvunget ind i fusioner mod deres vilje. Simpelthen fordi at LOs rolle bliver undermineret med de stadig større forbund som 3F.
I december sidste år afviste Blik- og Rørarbejderforbundets formand, Max Meyer, i Mester Tidende, at det lille forbund med cirka 10.000 medlemmer havde øjnene rettet mod 3F. Forbundet foretrækker at stå alene og har ingen planer om fusioner.
Skulle en fusion blive aktuel, ser Max Meyer dog hellere en fusion med Dansk El-forbund og Dansk Metal til et stort teknisk forbund. Ikke mindst fordi Blik og Rørarbejderforbundet som et faglært forbund har svært ved at se sig i et forbund med ufaglærte medlemmer som i 3F.
Malerforbundet med lidt over 12.000 medlemmer vil dog ikke afvise, at det på sigt kunne træde ind i 3F.
- Det vil jeg da ikke afvise på længere sigt, men nu er det jo ikke sådan, at vi står den 1. januar og indleder forhandlinger om en fusion med 3F, siger Jørn Erik Nielsen, der er formand for Malerforbundet.
I modsætning til Max Meyer ser han intet problem i, at malerne kunne være i et forbund, som både huser faglærte og ufaglærte medlemmer.
- Det er skide ligegyldigt, om man er faglært eller ej. Det handler jo om det faglige indhold, og at fællesskabet ikke bliver glemt, pointerer Jørn Erik Nielsen.