Den gode og effektive kontorarbejdsplads
Ergoterapeut Hanne Mølgaard fra ALECTIA giver her en række anbefalinger til, hvad man skal være opmærksom på for at indrette og opretholde et effektivt og produktivt kontormiljø
Arbejdsmiljørådgiver og ergoterapeut Hanne Mølgaard fra ALECTIA siger:
- Nogle af de typiske problemer, som medarbejdere på kontor kan være plaget af, er ømhed eller smerte i ryg, nakke, skuldre, arme, håndled samt trætte øjne, hovedpine, uoplagthed og koncentrationsbesvær. Det er derfor vigtigt, at virksomheden har fokus på at indrette arbejdsstedet og tilrettelægge arbejdet, så de ergonomiske og fysiske forhold optimeres, og de fysiske belastninger begrænses mest muligt. Når det er sagt, så er det mindst lige så vigtigt, at medarbejderne bevæger sig. Selvom du har det bedste udstyr, så bliver du træt, hvis du ikke varierer dine arbejdsbevægelser over dagen. Så til jer, der også render ind og ud på byggepladser nyd det!
Professionel hjælp
Arbejdsmiljørådgivere og ergonomer kan hjælpe med at indrette arbejdsstedet, finde egnede tekniske hjælpemidler, udvikle nye hjælpemidler, undervise i hensigtsmæssige arbejdsteknikker og give gode råd om tilrettelæggelse af arbejdet, så nedslidning undgås.
- Vi starter med at kortlægge og vurdere arbejdet og arbejdspladsen. Ved indretning af kontorarbejdsstedet indgår bl.a. krav til plads, inventar og brug af tekniske hjælpemidler, som kan mindske den fysiske belastning. Nogle arbejder det meste af tiden på kontor og andre i bil. Derfor er der vidt forskellige krav til indretningen af arbejdspladsen og udfordringen er specielt stor i forhold til kontorarbejdspladser i skurvogne. Her sidder byggefolk ofte i mange timer ved bærbare computere, som man ikke bør arbejde med mere end to timer om dagen pga. manglende fleksibilitet, siger Hanne Mølgaard og fortsætter:
- Ergonomi spiller en vigtig rolle ved indretning af nye og af eksisterende lokaler, ved indkøb af maskiner og andre tekniske hjælpemidler. Ergo- og fysioterapeuter underviser i hensigtsmæssige løftetekniker og arbejdsstillinger, brug af tekniske hjælpemidler og den rette organisering af arbejdet samt vejledning i lovgivningen på området. På den måde kan vi være med til at sikre optimale arbejdsrammer for medarbejderne også i forhold til hjemmearbejdspladser, i skurvogne og andre midlertidige arbejdspladser.
Tag kontormiljøet alvorligt
Problemer med skuldre, nakke, arme og hænder er noget de fleste med kontorarbejde periodevis kan nikke genkendende til. Samtidig har de fleste kendskab til kolleger, der i et vist omfang har været påvirket af stress.
- At skabe et effektivt og produktivt kontormiljø skal helt klart tages alvorligt samtidig med at stresssymptomer skal tages seriøst. Gentagne og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger kan være årsag til, at kroppen reagerer med muskelspændinger, hovedpine m.m. Ofte sker det, når vi har travlt eller lige er i gang med noget spændende. Men vores krop og hjerne har brug for gymnastik, afveksling og pauser. Derfor er det nødvendigt at bevæge sig og bruge de muligheder, der er for variation i arbejdsstillinger og inventar. Det fysiske arbejdsmiljø gør det ikke alene, der er en sammenhæng mellem fysisk velvære og det psykiske arbejdsmiljø.
Rådgiveren ALECTIA
ALECTIA rådgiver bl.a. om hensigtsmæssig indretning, pladsforhold, indstilling og justering af møbler, brug af arbejdsredskaber, arbejdets tilrettelæggelse, variation i arbejdsstillinger samt uddannelse og vejledning i kontorergonomi. Desuden rådgiver ALECTIA om det psykiske arbejdsmiljø, sundhedsfremme samt det tekniske arbejdsmiljø bl.a. støj, akustik, ventilation, maskinsikkerhed, belysning og alt det, der har betydning for arbejdspladsens indeklima alt sammen områder, der bør opfanges i virksomhedens lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV). En APV giver overblik. Hanne Mølgaard anbefaler, at man på baggrund af APVen laver en prioriteret handlingsplan og jævnligt følger op på løsningerne og hvorvidt de trænger til at blive justeret. Det er et godt skridt på vejen mod et bedre arbejdsmiljø.