S-SF UDSPIL: Retfærdige vilkår for udenlandske arbejdere
Socialdemokratiet og SF vil stramme reglerne for andre EU-borgeres adgang til det danske arbejdsmarked og økonomiske velfærdsydelser
Udspillet har overskriften "Udenlandsk arbejdskraft på retfærdige vilkår" og tager udgangspunkt i det faktum, at antallet af udenlandske arbejdstagere fra Østeuropa de seneste år er øget markant på det danske arbejdsmarked.
Det har medført et voldsomt pres på danske lønmodtageres arbejdsvilkår, fordi de udenlandske lønmodtagere desværre ofte arbejder til lønninger og arbejdsvilkår langt fra de danske overenskomster og ofte også med et dårligt arbejdsmiljø.
- Værre endnu, så har ansættelsen af den billige udenlandske arbejdskraft i mange tilfælde ført til at organiserede danske lønmodtagere har mistet jobbet. Den slags ønsker vi ikke at se på det danske arbejdsmarked. Udenlandske arbejdere er velkomne på det danske arbejdsmarked, men de skal være her på de samme betingelser som danske arbejdere, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Lennart Damsbo-Andersen, der i øvrigt selv er tømrer og tidligere bygningsgruppeformand i TIB Lolland-Falster.
Brug for AT og SKAT
Derfor foreslår S og SF en række initiativer, der skal sikre et solidarisk og retfærdigt arbejdsmarked. Det gælder ikke mindst det såkaldte kædeansvar, som skal sikre, at offentlige og private arbejdsgivere har styr på, at deres leverandører overholder gældende løn- og ansættelsesvilkår.
De to partier foretrækker, at arbejdsmarkedets parter selv finder en løsning, ellers vil S og SF inddrage emnet i trepartsforhandlingerne om langsigtet holdbarhed, der også skal bane vejen for de meget omtalte "12 minutter".
Samtidig peges der på flere eksempler, hvor danske arbejdsretsdomme ikke efterleves af udenlandske firmaer:
- Der er behov for, at de danske myndigheder øger hjælpen til udenlandske arbejdstagere, der gennem medlemskab af en dansk fagforening har vundet sager om løn- og ansættelsesforhold, hedder det videre i udspillet
Kontrollen med arbejdsmiljøforhold, moms og skat skal øges, specielt i forhold til de vikarfirmaer, der udbyder udenlandsk arbejdskraft. Socialdemokratiet og SF vil afsætte 70 mio. kr. til en taskforce bestående af medarbejdere fra Arbejdstilsynet, SKAT og politiet. Det vurderes, at indtægterne fra mere moms- og skatteindbetaling vil udligne udgifterne til task-forcen.
Økonomiske sugerør
De virksomheder, der i henhold til EUs regler udstationerer arbejdskraft i Danmark, og derfor ikke skal overholde de danske overenskomstkrav, skal udsættes for øget kontrol for at opnå et overblik over, hvor mange der egentlig er tale om.
Derfor skal det såkaldte RUT-register omfatte alle udenlandske virksomheder, der har aktiviteter i Danmark også dem, der i dag er undtaget. Samtidig skal fagbevægelsen have adgang til en større del af oplysningerne. Og så skal den udenlandske arbejdskrafts økonomiske sugerør i de sociale danske ordninger begrænses ved bl.a. at indføre øget kontrol af ret til kontanthjælp:
- EU-regler giver EU-borgere mulighed for kontanthjælp efter ca. 10 ugers arbejde. Der er eksempler på, at det er for let at omgå reglerne ved at etablere fiktive ansættelser, og derfor skal de danske myndigheder kontrollere, at der har været tale om et faktisk arbejdsforhold.