23948sdkhjf

Fasthold de ældre medarbejdere trods krisen

Selv om det ser sort ud for byggebranchen for øjeblikket, kan udviklingen hurtigt vende og der vil igen blive brug for både ældre og unge
Trods den nuværende krise er det vigtigt, at byggebranchen arbejder aktivt for at fastholde de ældre medarbejdere, så man har den fornødne kompetence og arbejdskraft, når konjunkturerne vender. Derfor ser Dansk Byggeri gerne, at flere virksomheder forholder sig til fastholdelse af medarbejdere.

- At drive en velfungerende virksomhed, der giver overskud, kan kun gøres ved at få det bedste frem hos alle medarbejdere. Så selv nu i krisetider er det vigtigt for virksomhederne at fastholde de ældre, siger Karin Parbst, konsulent i Dansk Byggeri.

Hun peger på, at det blandt andet kan ske gennem en aktiv seniorpolitik, som er tilpasset den enkelte virksomheds kultur og forhold. En sådan seniorpolitik har man hos Enemærke og Petersen A/S og virksomheden er for nylig blevet hædret med Seniorpraksis Prisen 2009.

Enemærke & Petersen A/S har siden 2002 arbejdet med at udvikle den seniorpolitik og praksis, som de nu høster roser for. Ud af de 500 ansatte i virksomheden er 102 dækket af seniorordningen.

Udviklingen af seniorpolitikken hos Enemærke & Petersen A/S er sket i tæt samarbejde med medarbejderne, som har fortalt om deres arbejde og om, hvad de mener, der skal ændres for at undgå nedslidning og, hvad der skal til for, at de kan fortsætte med at arbejde.

Og den metode har ifølge Karin Parbst gjort Enemærke & Petersen A/S til et forgangsfirma for bygge- og anlægsbranchen.

- Ved at inddrage medarbejderne og lytte til de ønsker og behov den enkelte har for sit arbejdsliv, er flere ældre blevet i virksomheden længere. Det har stor betydning at fastholde den viden og erfaring de ældre har, siger Karin Parbst.

jfr
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094