Stråtage er mit liv
Sådan siger 52-årige tækkemand Henrik Henriksen, der er indehaver af Sydfyns Tømrer- og Tækkefirma i Svendborg. Lige siden han var 8 år, har han arbejdet med halm- og stråtage
- Du må forstå, at udviklingen fra uorganiserede og selvlærte tækkemænd frem til en regelret lærlingeuddannelse har krævet sit. Første skridt var i 1980 at skabe tre tækkemandslaug; for Jylland, Fyn og Sjælland.
For knap en snes år siden blev det til ét laug, Dansk Tækkemandslaug, som kom med i Dansk Byggeri, der jo blandt andet havde ressourcerne til at opbygge en lærlingeuddannelse.
Det er vigtigt med et svendebrev. Først og fremmest fagligt. Men personligt giver det også en tilfredshed og selvtillid, siger Henrik Henriksen, der i 17 år har været med i laugs-bestyrelsen.
Temperamentsfulde tækkemænd
- Der går mange historier om temperamentsfulde og hidsige tækkemænd. Det hænger nok sammen med, at selve det at ligge på et stråtag og tække, er meget fysisk krævende. Der kommer formentlig ganske megen adrenalin i blodet. For man klapper stråene på plads med forskellige værktøjer. Buerne rundt om vinduer er ikke skåret, men klappet i form. Ujævnheder i taget glattes ud med håndkraft. Alt foregår ved øjemål, fortæller Henrik Henriksen og fortsætter:
- Tilmed var stråtag eller halmtag indtil for få årtier siden fattigmandstag. Princippet var, at landmanden inden for 1.000 meter skulle kunne finde alle de materialer, der skulle bruges til taget. Hér på Fyn brugte man i alt væsentligt langhalm af hvede og rug. Lægterne var granstammer, som blev flækket. Og så syede man halmen på i bundter med en stor trænål, der blev stukket ind gennem halmen. Inde på taget skulle der så sidde én og vende nålen. Det var ofte bondemanden eller hans kone, der fik den opgave.
For at gøre det hele billigt hjalp bondefolkene selv meget til. Jeg husker i 1975, at en bondemand havde taget et lån på 15.000 kr. Men regningen på halmtaget blev kun 6.500 kr. For resten af pengene købte han et farvefjernsyn.
Begyndte i faget som 8-årig
Henrik Henriksens far og farbroder drev i fællesskab en gård ved Ringe på Fyn. Det betød, at der var nogen overskydende arbejdskraft. Og de gik meget ud og tækkede huse.
- Jeg kom med som 8-årig, hvor jeg sad inde under taget og skubbede tækkenålen tilbage.
Som barn arbejdede jeg med hver eftermiddag og i weekenderne til 1 øre i minuttet. Det var sidst i 1960’erne, hvor store storme ødelagde halvdelen af Danmarks stråtage.
Jo, jeg passede også min skole og endte med realeksamen. Lå soldat i Fredericia i syv år, og ville da have været tømrer, fordi jeg ville have en uddannelse.
Men i 1982 var der byggekrise og ingen lærepladser. I stedet gik jeg tre år på handelsskole, og startede derefter eget tækkemandsfirma, oplyser Henrik Henriksen og fortsætter:
- Det er i dag blevet til Sydfyns Tømrer- og Tækkefirma med 7 ansatte i tækkeafdelingen og 8 i tømrerafdelingen, som jeg startede, fordi det ikke alt sammen skulle være ståtage.
I dag arbejder jeg kun med det administrative. Jeg har tækket alle de tage, jeg skulle.
Desuden arbejder jeg for andre firmaer som konsulent. Samtidig med, jeg er syns- og skønsmand vedrørende tækkearbejde over hele Danmark. Dette kræver ganske megen bilkørsel; 60.000 kilometer bliver det til på årsbasis. Så jeg tager min kæreste med, så ofte, det er muligt.
Stråtage har turistværdi
- Halmtagene er efterhånden forsvundet. Nu er det stråtage, og stråene kommer hovedsagelig fra Kina og Østeuropa. Og stråtag er ikke længere en fattigmandsløsning, men for de særligt bygningsengagerede.
Prismæssigt er et stråtag nogenlunde på niveau med et godt tegltag. Desuden har stråtagene en charme, som man sjældent går forbi, uden at bemærke.
Det er næppe tilfældigt, at der i danske turistbrochurer næsten altid er ét eller to billeder med stråtage. Selv om vi blot har 45.000 stråtækte bygninger, slutter Henrik Henriksen.
