23948sdkhjf

Farvel til "håndværkertilbud"

Nedrivningsbølge på vej i landsbyer, skæmmet af faldefærdige ruiner
Finanskrisen og politikerne er godt i gang med at rydde op blandt ejendomsspekulanter, som i årevis har spekuleret i at opkøbe tomme, gamle og forfaldne ejendomme i landsbyerne for at udleje dem til socialt udsatte borgere.

Mange kommuner har gennem årene måttet se til, at sådanne sundhedsskadelige boliger tiltrækker socialt svage personer udefra, som så senere kan påberåbe sig en kommunal pligt til at blive genhuset.

Men det kan snart være slut med tomme boliger i udkantsområder, for regeringens såkaldte "nedrivningspulje" på 150 mio. kr. til "opprioritering af det fysiske miljø i udkantsområderne", som det hedder i lovteksten, får nu ben at gå på. Ved udløb af ansøgningsfristen for at komme i betragtning ved tildeling af midler for indeværende havde 34 kommuner landet over søgt om midler fra den statslige pulje. Pengene skal af kommunerne bruges til at købe de kondemnable huse fra de nuværende ejere samt til at betale en nedriver for at fjerne ruinerne fra jordoverfladen med en bulldozer. Det er huse, som enten er forladt, fordi ejerne er flyttet til et byområde, gået konkurs eller der kan være andre årsager.

Tilskudsordningen giver kommunerne helt nye muligheder både for at opkøbe huse på tvangsauktion og i forbindelse med en kondemnering, hvor huset bliver erklæret ubrugeligt til beboelse på grund af sundheds- eller brandfare, og derfor har der også været stor interesse for at søge midler fra puljen. I alt opfylder 39 kommuner kravene til at komme i betragtning, nemlig bl.a. at 40 pct. af indbyggerne skal bo uden for bymæssig bebyggelse.

Der er eksempler på kommuner, som ligger inde med hundredvis af sådanne ejendomme, der er uegnede til beboelse, og som ikke pynter på omgivelserne.

En af de spekulanter, der i årevis har drevet rovdrift på området, er den berygtede 79-årige østjyske ejendomshandler, hestehandler og krejler Låsby Svendsen med det borgerlige navn Jens Peter Svendsens. Han har "jongleret" med hundredvis af faldefærdige rønner med bistandsmodtagere og førtidspensionister som lejere.

Kræmmeren har i årevis opkøbt disse såkaldte "håndværkertilbud", hvilket dækkede over dødsdømte ejendomme, rene rottereder og lejet dem ud til sociale tilfælde og såkaldt liberalt erhverv med røde lamper i vinduerne.

Men i sommer blev Låsby-Svendsen erklæret konkurs af retten i Viborg, fordi han siden 2003 hverken har afleveret selvangivelser eller betalt en samlet skat på 43 mio. kr.

Kuratoren skønner, at boet udgør 100 til 120 ejendomme, primært i Jylland. De skal enten sælges eller jævnes med jorden, fordi de er befængt med alskens skavanker: Skimmelsvamp, punkterede ruder, råddent træværk og løse mursten.

Konkursen og den statslige støtteordning giver nu de plagede kommuner mulighed for at købe ejendomme på tvangsauktion med henblik på nedrivning, så der sættes en stopper for spekulation og forfald.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172