De gode gamle vinduer
I Andelsboligforeningen Gunløg er man i gang med en større vinduesrenovering. Man har regnet på renovering kontra nye vinduer og har konkluderet, at det stadig kan betale sig at renovere
Selve arbejdet
Vinduerne istandsættes snedkermæssigt ved afhøvling af rammer og udskiftning af dårligt træ. Få, meget dårlige, rammer udskiftes til nye. Vinduerne bliver afrenset totalt for maling på den udvendige side samt i kant og på fals. Bagefter bliver vinduerne oliegrundet, malet med linoliemaling på den udvendige side samt i kant og på fals. Indvendig istandsættelse og malerbehandling af vinduerne, eftergang af eksisterende forsatsrammer og eventuel montering af nye forsatsrammer skal foretages af beboeren selv. Efter færdigmelding af vinduerne omdeles kontrolskemaer hvor andelshaverne kan påføre fejl og mangler. Disse skal så hurtigt følges op.
Udfordringerne
Den store udfordring på en plads som denne er samarbejdet med andelshaverne. Ikke fordi de er besværlige, men der er mange af dem og man skal gerne have adgang til de forskellige lejligheder efterhånden som arbejdet skrider frem. Det er også en opgave at få lagt en tidsplan så arbejdet skrider frem efter planen, under den 40 meter lange totalinddækning der kravler rundt på bygningen efterhånden som man bliver færdige. Først afrensning, så snedker, så malere, og folkene skal komme til tiden for ikke at stoppe sagen. Samtidig foregår der lige så meget på taget hvor alle tegl skiftes, der efterisoleres og en del af konstruktionerne udskiftes eller forstærkes.
- Jahn og Partnere har lavet et godt forarbejde med en god kortlægning af omfanget. Det har hjulpet os meget i processen, siger byggeleder Jesper Max Jensen, mens vi står øverst på stilladset og nyder den herlige udsigt over Københavns Havn, og indover byen.
Åbenheden mod vandet har betydet at de facader der peger denne vej har været ekstra slidte. Her skulle alle vinduer omfuges, totalt omkittes og murværket er også blevet omfuget. På den anden side af gaden kan Jesper udpege to andre karreer som firmaet har istandsat på samme niveau. Der er rimelig plads til skurbyen i de brede gader, men der skal planlægges en del for at få hejst de forskellige materialer over tagryggen på det rigtige tidspunkt.
Pladsen
Der går 20 mand på pladsen i dag, hvilket også er gennemsnittet. Man startede i august sidste år, og slutter i juli i år, en måned før tidsplanen. Der har ikke været nogen ulykker, men ArbejdsTilsynet har været forbi og påbyde at en rampe skulle gøres mere skridsikker. Den hårde vinter har ikke sinket arbejdet på grund af den rullende heloverdækning, men der har skullet fyres op i tre oliefyr for at holde en brugbar og rimelig temperatur.
Omfanget
Der er 200 meter rygning, ca. 500 meter tagrende og mere end 1.000 vinduer der udskiftes. De gamle plastrender og nedløb skiftes til zink der håndfremstilles på Hovedstadens Bygningsentreprises eget værksted.
Taget pilles helt fra hinanden og forstærkes. Kviste og manzardkonstruktion repareres før der ilægges 75-200 mm. isolering. Der indblæses isolering i dækket omkring hanebåndsniveauet, under tørrelofterne, over taglejlighederne. Der lukkes med et godt gammeldags undertag i brandimprægnerede og rupløjede brædder med pap. Alle andelshavere har fået besked på at gennemgå deres loftsrum for at rydde ud. Der var flere rum med indbo fra for længst fraflyttede beboere. For at få gang i oprydningen har man tilbudt at ting der skulle kasseres kunne samles på udpegede steder oppe på loftet, så bliver de hejst ned af entreprenøren.
De medvirkende
Bygherre A/B Gunløg, København
Rådgiver:
Arkitekt og ingeniør Peter Jahn og Partnere A/S, København
Hovedentreprenør Hovedstadens Bygningsentreprise a/s, Greve
Egenproduktion Tømrer, blik, tegl og isolering
Maler Malerfirmaet Tom Olsen a/s, Herlev
Snedker på vinduer Tømrerfirmaet Timmerwerk, v. Jan Boye, København
Murer Murerfirmaet Claus Quistgaard a/s, Fjenneslev
Stillads Ajos a/s, Hvidovre
Rensning af ventilation E.S.special service aps, Rødovre
Historik
Den igangværende udskiftning af tag og vinduer i A/B Gunløg er en del af et længerevarende og fornuftigt vedligeholdelsesprogram der tog sin begyndelse i 2006. Arkitektfirmaet Jahn og Partnere udarbejdede dengang en tilstandsrapport med vedligeholdelsesplan for foreningen. Der var også en ide om at indrette flere boligkvadratmetre i tagetagen, men med den nuværende afmatning af markedet turde man ikke satse på at det kunne betale sig. Næste projekt bliver en trapperenovering, trapperummene fremstår lidt nedslidte i halvfjerdsernes modefarver.
Foreningen, med de 201 lejligheder ligger flot, først for mod vandet på Islands Brygge, meget centralt i København. Oprindeligt er karréen opført i 1913 på adresserne: Snorresgade 1-3, Gunløgsgade 2-16, Isafjordsgade 10-12 og Bergthorasgade 1-11. Den 27. januar 1943 blev huset bombet af englænderne - målet var egentligt B&W, der fremstillede motorer til tyskerne. Huset blev genopført, men man kan stadig ane hvor skaden skete, øverst i starten af Gunløgsgade.
Andelsforeningen AB Gunløg blev stiftet 7. marts 2001 og består af 157 andelslejligheder, 39 lejelejligheder og 5 erhvervslejere.
Se mere på www.gunloeg.brygge.dk