Kort nyt - januar 2010
Der er sat stop for fidus på danske landeveje. Færdselsstyrelsen slår fast, at vikarer fra Østeuropa skal have dansk løn, når de kører danske lastbiler. Det skriver 3F. Polske og tyske vikarer, der kører dansk lastbil, kan ikke nøjes med halv eller kvart løn. Der skal fuld dansk løn til. Det har den danske færdselsstyrelse slået fast med vinterdæk og syvtommersøm. Dermed er der sagt stop for en fidus. Den er udtænkt af smarte vognmænd, der har fundet på at bruge vikarer fra lande som Polen, Tyskland og Estland. Fidusen går på at lade vikarerne få løn efter tariffen i deres egne lande. Det sker ved at hyre dem via bureauer syd og øst for Danmark.
Arbejdspladskultur i fokus
Syv danske virksomheder har gennem et projekt været på jagt efter den danske arbejdspladskultur. Det er nu blevet til en tjekliste og et magasin, som giver bud på, hvordan arbejdspladser og nydanskere kan forberede sig på at møde hinanden.
Kaffe og hyggesnak med kollegaerne. Det er et par af de uskrevne regler, der eksisterer på danske arbejdspladser, og de kan være svære at afkode for nydanske medarbejdere.
Foreningen Nydansker har i samarbejde med CABI Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats drevet projektet DAKU Dansk Arbejdspladskultur. Her har syv danske virksomheder stillet kulturagenter til rådighed og er gået på jagt efter den danske arbejdspladskultur.
Boligejerportal bliver opdateret
Erhvervs- og Byggestyrelsen relancerer nu portalen Boligejer.dk, der tilbyder hjælp til sikker bolighandel og byggeri i eget regi. På Boligejer.dk får forbrugerne én indgang til uvildig og samlet information om bolighandel, byggeri og ejendomsdata, som de ikke kan finde samlet andre steder på nettet. Fra Boligejer.dk er der adgang til den Offentlige Informationsserver (OIS) med over 1.400 offentlige oplysninger pr. ejendom. Hvis man ejer en ejendom, har man gratis adgang til samtlige oplysninger om ejendommen (BBR-meddelelse, andelsudskrift, tilstandsrapporter og energimærkning). Det kræver blot, at man er logget på med digital signatur. Boligejer.dk er udarbejdet i samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen og Forbrugerstyrelsen.
Politikerne fokuserer ensidigt på CO2
I kampen for et bedre klima glemmer politikerne, hvad der er det overordnede mål, nemlig bæredygtighed. Det påpeger Kalk- og Teglværksforeningen, som er en sammenslutning af danske og svenske teglværker, i et nyt temahæfte om bæredygtigt byggeri. Hidtil har fokus været at nedbringe energiforbruget og dermed CO2-udledningen fra vores boliger, men det er et snævert perspektiv. CO2-udledningen fra vores boliger udgør nemlig kun omkring 20 procent i det samlede regnskab for bæredygtighed. Temahæftet, som også findes i en elektronisk udgave på www.byg-i-tegl.dk, giver et indblik i hvordan bæredygtighed fra vugge til grav tænkes ind i alle faser af byggeriet.
Bog om bæredygtig idrætsarkitektur
Lokale- og Anlægsfonden stillet sig i spidsen for udbredelsen af viden om bæredygtig idrætsarkitektur og bedt arkitekt Vibeke Grupe Larsen se nærmere på en række byggerier med bæredygtige elementer. Bogen "Energiske faciliteter - bæredygtig idrætsarkitektur" gennemgår en række danske byggerier med bæredygtige elementer samt nogle af de mest spændende udenlandske projekter.