23948sdkhjf

BR20 er ikke langt væk

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen oplyser, at EBST er i gang med at skabe basis for tidlig udmelding af byggekrav fra 2020
Det er sjældent, at politikere i et samråd med ministeren ligefrem overraskes positivt, men det er ikke desto mindre tilfældet med økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsens (K) redegørelse i Folketingets Energiudvalg for regeringens planer omkring det kommende bygningsreglement for 2020.

Brian Mikkelsen kan ifølge Fagpressebureauet på Christiansborg fortælle, at Erhvervs- og Byggestyrelsen allerede er i gang med at udforme de tekniske krav, og at energiforbruget skal reduceres med 75 procent i forhold til 2008.

Ministeren understreger dog, at de nye regler skal udformes i samarbejde med byggeriets parter, så man sikrer, at kravene er realistiske i forhold til virkelighedens verden.

Senest i foråret 2011 udmeldes 2020-klassen til en frivillig energiklasse, men det vil samtidig gøre det muligt for kommunerne at gøre 2020-reglementet-klassen obligatorisk i lokalplaner.

Udvikling og innovation

Direktør Michael H. Nielsen hilser de nye og skærpede krav velkommen. Ikke mindst at der er tale om mulighed for at planlægge på lang sigt:

- Det skaber udvikling og innovation både hvad angår nye materialer og byggemetoder. Frem for alt for bygherrerne noget at sigte efter. Kravene i 2020 vil give udfordringer om nytænkning med nye bygningstyper, hvor vedvarende energiløsninger integreres som del af bygningen., Men det er en udvikling, vi er nødt til at tage fat på, siger Michael H. Nielsen til Mester Tidende.

Han understreger dog samtidig, at den helt store udfordring er at energieffektivisere den gamle bygningsmasse:

- Derfor har vi præsenteret et forslag til at sætte gang i energirenoveringer i form af en fradragsordning inspireret af erfaringer fra Sverige. Det er ikke gratis, men man kan jo vælge at betale en høj pris for energi og for at udlede CO2, eller om man vil investere sine penge i at blive uafhængig af fossilt brændstof og have en lav energiregning. Der skal skabes nogle incitamenter, så boligejerne tager fat på energirenovering. Vi må konstatere, at der ikke sker ret meget, hvis boligejerne skal gøre det frivilligt, siger Michael H. Nielsen, der forventer at byggeerhvervet inviteres med ved bordet, når de nye krav skal udformes.

Uambitiøs BR10

Også FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører) er meget positivt overraskede over, at arbejdet med at fastlægge de tekniske krav til bygningsreglementet 2020 er blevet påbegyndt:

- Det er glædeligt, at regeringen nu har taget springet fra BR10 til BR20-regler. Det betyder, at vi nu kan få renset uhensigtsmæssighederne i BR10-regler ud og få ambitiøse energistandarder for 2020 allerede i 2011, så vi kan få det optimale grundlag for god koordinering med den øvrige energiplanlægning. Vi har længe efterspurgt, at der blev sat skub i fastsættelsen af BR20-reglerne, så byggebranchen kunne tage hensyn til kommende standarder i god tid. Vi har påpeget, at BR10-regler var for uambitiøse i forhold til energiplanlægning – men nu lader det til, at vi allerede i løbet af 2011 får en chance for at formulere nye og forbedrede regler for energiplanlægning i byggeriet, siger konsulent Rikke Gemzøe fra Byggeriudvalget i FRI.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078