Tilstandsrapporter er for dårlige
Styrelses-direktør medgiver, at der er for mange mangelfulde rapporter, men tror stadig på nuværende huseftersyns-model
Han tror dog stadig grundlæggende på den nuværende huseftersynsmodel, og afviser Danske Boligadvokaters forslag om, at styrelsen skal overtage kontrollen og udpege bygningssagkyndige til hvert huseftersyn.
- Selv om det er blevet bedre, er der stadig for mange tilstandsrapporter, der er mangelfulde. Men jeg tror stadig på det nuværende huseftersynssystem, og der er ingen planer om at ændre på selve formen. Kontrollen og de bedre håndbøger til de bygningssagkyndige vil gøre rapporterne bedre, siger Finn Lauritzen til Mester Tidende.
Meldingen skuffer Danske Boligadvokater, som i Mester Tidende har været fremme med, at det er for mange ting, der ikke er gode nok med den nuværende huseftersynsordning. Og det burde være styrelsen, der udvalgte bygningssagkyndige til opgaverne på skift.
- Det er meget beklageligt, at Erhvervs- og Byggestyrelsen ikke kan se, at det nuværende system ikke virker. Vores forslag er både enkelt og fair, og det kan løse rigtig mange af de problemer, der er med tilstandsrapporterne i dag, siger formand for Danske Boligadvokater, Jan Scøtt-Petersen.
Få retvisende
Tidligere har vi i Mester Tidende dokumenteret problemerne med kvaliteten på området med tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsens egen statistik.
I den seneste rapport over 2009 fra Dansk Energi Management, som er udført for Erhvervs- og Byggestyrelsen, var der en gennemgang af 324 tilstandsrapporter, hvor kun 27 procent af dem, der var korrekte eller som det formuleres, retvisende. Der var 55 procent såkaldt acceptable rapporter (over fire fejl), 12 procent (to væsentlige forhold) og syv procent af dem var uacceptable (mere end to væsentlige forhold).
Undersøgelsen kan ikke overføres direkte til resten af branchen, står der i rapporten fra Dansk Energi Management. Men både brancheorganisationen BfBE og nu også Finn Lauritzen, siger til Mester Tidende, at tallene holder generelt.
En række kritikpunkter
Danske Boligadvokater har i Mester Tidende sammenkædet dårlig kvalitet og at få bygningssagkyndige udfører mange rapporter.
Således udførte to bygningsagkyndige mellem 300 og 400 rapporter hver i årets første halvdel.
Danske Boligadvokater mener også, at uvildigheden er væk, når det er sælger, der vælger og betaler den bygningssagkyndige.
Endvidere har adskillige bygningssagkyndige overfor Mester Tidende anklaget forsikringsselskaberne for at være dem, der reelt vælger bygningssagkyndige i Danmark.
Finn Lauritzen afviser kritikken.
- Systemet har en balance ved, at forsikringsselskab og sælgere har forskellige interesser. Det opvejer hinanden, og samtidig virker vores kontrolsystem, siger han.
Han afviser også, at der er en sammenhæng mellem mange rapporter og sjusk. Det sikrer kontrolsystemet, mener han.
Opgiver ikke
I øjeblikket arbejdes der i Folketinget med en ny betænkning og lovforslag inden for huseftersyn.
Og det ser ikke ud til, at der ændres på, hvordan huseftersyns-opgaverne fordeles,
Men det får ikke Jan Scøtt-Petersen fra Danske Boligadvokater til at opgive at få deres forslag gennemført.
- En ting er, hvad Erhvervs- og Byggestyrelsen mener. Det er jo politikerne, der skal beslutte noget, så vi nu må have dem i tale, siger han.