Rasmus på farten
Kæk ung tømrer er draget på valsen som naver i Europa for yderligere at dygtiggøre sig inden for såvel byggeri som restaureringsopgaver
Allerede for flere hundrede år siden var det en tradition, at når en lærling var udlært, skulle han rejse ud for at arbejde på andre pladser og omgås andre mennesker. Formålet var, at han kunne komme tilbage med nye kundskaber og dermed videreudvikle sit håndværk.
Endnu i dag holder man i Skandinavien fast i disse traditioner, selv om der ikke længere så mange, der drager på valsen, men én af dem, er altså Rasmus, som er taget på farten i de gamle naveres fodspor. Naverne er en gammel organisation for berejste skandinaviske håndværkere.
Efter en rituel afsked, hvor Rasmus bl.a. fik smurt øl på kanterne af sit navertøj, forlod han Nørrebro søndag formiddag den 9. maj og er nu i Tyskland.
- Som naver er man til fods eller på stop, og man har ikke nogen mobiltelefon, siger Rasmus til Bygningskultur Danmarks hjemmeside, som følger hans færd i de næste mange måneder, og han tilføjer:
- Udover at besidde de faglige evner, er der andre krav, man skal leve op til for at kunne tage på valsen. For det første skal man være klar til at kunne rejse af sted i 3 år og 1 dag og opholde sig minimum 50 km væk fra sin hjemby. Det første år skal man være i tysktalende lande. Derudover skal man være under 30 år, ugift og ikke have nogen gæld. Desuden er der en masse andre ting, som man kun kan få at vide, når man har bestemt sig for at tage af sted. Når man så har besluttet sig, får man tildelt et slips, som blandt navere kaldes ærbarheden. Slipset er i mit tilfælde et sort slips, som kendetegner min forening "Rechtschaffenen fremden Zimmerer- und Schieferdeckergesellen."
Bygningskultur Danmark er paraplyorganisation for 31 foreninger, brancher, fonde og institutioner, der arbejder med bevaring og udvikling af den danske bygningskultur.