23948sdkhjf

Mobilløsning gør varebestilling nemt i hverdagen for montøren

Som den første virksomhed i ventilationsbranchen tilbyder Lindab Ventilation nu elektronisk ordreafgivelse via mobiltelefonen
Sammenkrøllede papirlapper med dagens manglende komponenter og flere daglige opkald med bestillinger hører nu fortiden til. Lindab Ventilation har nemlig netop introduceret Lindab Mobil, der gør det muligt for ventilationsmontører at samle dagens bestillinger og afgive dem direkte fra mobiltelefonen uafhængig af åbningstider og adgang til pc.

- Mange montører har sjældent adgang til en pc på byggepladsen og kan derfor ikke benytte vores webshop. Lindab Mobil giver nu montørerne en række af de samme muligheder via mobiltelefonen, så de kan afgive deres ordre, lige når det passer dem. Samtidig har løsningen en huskefunktion, hvor en indtastning lagres i op til otte timer, så montøren kun behøver at sende én ordre og dermed undgår små papirlapper og tidskrævende opkald, fortæller salgsdirektør Puk Spencer fra Lindab Ventilation.

Simpel og brugervenlig opbygning

Lindab Mobil er den første løsning af sin art inden for ventilationsbranchen og kan anvendes på alle nyere mobiltelefoner med internetadgang. Det kræver blot tilmelding via Lindabs hjemmeside eller direkte fra mobiltelefonen, hvorefter kunden modtager per-sonligt login og password. I første omgang vil det være muligt at bestille de mest gængse standardprodukter.

- Målet har været at gøre løsningen så enkel og brugervenlig som mulig. Blandt andet kan brugeren selv vælge mellem to forskellige indgange. Den ene er for dem, der kan varenumrene i hovedet og blot ønsker at taste dem direkte ind i ordren. Den anden mulighed er, at man klikker sig frem til sin vare via en række produktkategorier og billeder, forklarer Puk Spencer.

På forkant med udviklingen

Inden lanceringen har Lindab Mobil været testet af en række montører, der er kommet med brugbare tilbagemeldinger på løsningens funktioner. På den baggrund har Lindab foretaget nogle finjusteringer, ligesom produktet også vil blive udviklet yderligere i løbet af de næste år, når anvendelsen bliver mere udbredt.

- Testen har vist, at montørerne sagtens kan se en idé i løsningen, men som med så meget andet nyt kræver det tilvænning. Derfor har vi ingen ambitioner om, at Lindab Mobil bliver den primære bestillingskanal i 2010. Til gengæld er vi overbeviste om, at det er den vej, udviklingen går. De unge montører i dag er vokset op med mobiltelefon og internet, så om tre til fire år tror jeg virkelig, at løsningen er slået igennem, forudser Puk Spencer.

Flere online- tiltag på vej

Den nye mobilløsning fra Lindab Ventilation er en del af virksomhedens strategi, der skal gøre det lettere for kunderne at handle med Lindab. Det betyder blandt andet flere og bedre online-services i nærmeste fremtid.

- Lindab Mobil er et supplement til de eksisterende online-services, der blandt andet tæller vores meget populære webshop, som flere og flere kunder benytter. Det tyder på, at der er et stigende ønske hos kunderne om større frihed og uafhængighed af åbningstider. Derfor vil vi i løbet af året lancere en forbedret udgave af webshoppen, ligesom der er flere nye selvbetjeningsløsninger på vej, forklarer Puk Spencer.

Ud over at gøre hverdagen nemmere for kunderne håber Lindab også, at eksisterende og nye online-services kan flytte en række ressourcer fra telefonisk ordremodtagelse til andre funktioner, der gavner virksomheden og dens kunder.

jfr
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079