Kvinder vil have mænd i blåt
Kansas, Fristads og flere andre brands inden for workwear" oplever en tendens til at arbejdstøj skal være mere sexet - den klassiske blå Kansas må følge med
Det har vi spurgt Lizl Rand, chefredaktør på de tre kvindeblade Q, Oestrogen.dk og Tidens Kvinder, om:
- Vi er hver dag i kontakt med rigtig mange kvinder, der læser og skriver til Tidens Kvinder, Q og Oestrogen.dk om deres fantasier. Og her er der ingen tvivl: Kvinder tænder på mænd i arbejdstøj, fordi de ser handlekraftige og maskuline ud.
De er stærke, ikke fordi de står i et fitnesscenter og løfter jern, men fordi de bruger deres krop.
- En af de helt klassiske erotiske fantasier hos kvinder er håndværker-sex. Kvinder drømmer om at blive forført af et par faste hænder og en muskuløs krop. Håndværkermænd får kvinder til at føle sig feminine, for jo mere mand manden er des mere feminin føler kvinden sig.
Signalerer omsorg og kompetence
Men håndværkermænd er ikke bare attraktive, de signalerer også omsorg og kompetence, mener Lizl Rand:
- En håndværkermand signalerer, at han kan passe på sin kvinde, sin familie og sit hjem. Det viser han f.eks. når han sætter hylder op, sliber en dør og bygger et legehus. Hans talent med hænderne vil aldrig gå af mode. Derfor vil blå mænd altid være sexede, siger Lizl Rand.
En undersøgelse fra Handelshøjskolen Aarhus Universitet, udarbejdet af lektor Mette Verner i 2008, dokumenterer at danske kvinder i stigende grad gifter sig med mænd med en kortere uddannelse end dem selv. Prinsesse Alexandra er et kendt eksempel på den nye trend.
Vil være mere sexy
KANSAS er det mest kendte brand inden for arbejdstøj i Danmark. Næsten ethvert barn ved at Carlsberg er øl, Lego er legetøj og KAN-SAS er blåt arbejdstøj. Den slags kan man måle det hedder brand-genkendelse. KANSAS er så stærkt et brand, at udtrykket KANSAS nærmest er synonymt med arbejdstøj (ligesom f.eks. Nescafé er synonymt med pulverkaffe). I Tyskland, som er det største eksportmarked for KANSAS, er det danske brand næsten lige så stærkt. På samme måde er andre europæiske workwear-brands som Fristads (i Sverige), Djupvik (i Norge) og KLM (i Holland) stærke i hver sit hjemland.
Fristads & Co, som hører under KWINTET-koncernen og ejer både KANSAS, Fristads og de fem andre store europæiske workwear-brands, forsøger nu at høste fordel af den styrke, hvert af de nationale workwearbrands har i deres hjemlande. Den styrke skal der hæges om - samtidig med at den knowhow, det enkelte brand har bygget op, skal spredes og udnyttes af flere. For eksempel profilerer KANSAS sig på tøj med fokus på faglig stolthed, ærlighed, soliditet og anvendelighed, mens Fristads profil er mere casual, trendy og street. Men alle mærkerne er også nødt til at forholde sig til den tendens, at tøjet skal være mere sexet.
Steen W. Reves, direktør i Fristads & Co:
- Fristads & Co er en slags paraply, hvor vi samler den knowhow, hvert workwear-brand har opbygget gennem mange år, f.eks. ved vi alt om flammehæmmende stoffer, high visibility, dragter til kulde og dragter til varme og mange andre specielle formål. Her kan vi skabe en enorm videnssynergi, som ikke findes andre steder.
Men samtidig vil vi gerne bevare det, der gør det enkelte brand specielt med hver sin historie.
KANSAS henvender sig klart til professionelle, for hvem faglig stolthed er det vigtigste. Mænd der skal have det rigtige udstyr og ikke så meget pjat. Fristads i Sverige har gennem tiden udviklet en mere casual og trendy linje, der taler meget til de unge. Fremover vil vi samle produktudviklingen af KANSAS og Fristads og skabe synergi, men det betyder ikke, at vi vil fjerne forskellene mellem de to brands. KANSAS skal stadig være klassisk. Men klassisk på en måde, hvor han også ser rigtig godt ud, siger Steen Reves.
Har førertrøjen på inden for workwear
Den skandinaviske kulde er dybest set grunden til, at Danmark, Norge og Sverige har førertrøjen på og er blevet kæmpestore inden for work-wear - tøj til ansatte inden for sikkerhed, trafik, service, industri, byggeri mm.
Sverige har sit eget store brand, Fristads, ligesom Danmark har KANSAS og Norge har Djupvik. I Sydeuropa, hvor klimaet er mildere, har arbejdstøjet af indlysende grunde været af en mindre tæt kvalitet og der har i mindre grad været tradition for professionelt arbejdstøj. I dag, hvor der f.eks. inden for olieindustri, fødevareindustri, i lufthavne, ved ambulancekørsel, vejarbejde og i mange andre brancher stilles store krav til sikkerhed, synlighed og særlige certificeringer og materialer, har de skandinaviske producenter haft et godt forspring frem for de andre - og årelang erfaring med at tilpasse arbejdstøj til forskellige ekstreme formål.
Det har gjort det skandinavisk ejede Fristads & Co, der er paraply for KANSAS, Fristads, Djupvik og fire andre europæiske arbejdstøjbrands, til de største i Europa inden for workwear.
jfr