Brugt asfalt hober sig op i de danske depoter
Asfalt er det mest genbrugte bygge- og anlægsmateriale i Europa, men potentialet er langt større
I den forbindelse har EUs miljødirektorat netop afholdt en workshop om genanvendelse af gamle bygningsmaterialer for forskellige aktører inden for bygge- og anlægssektoren, hvor den europæiske asfaltindustri havde lejlighed til at præsentere sine gode erfaringer på området.
Den europæiske asfaltindustri ligger i top med at genanvende gamle opbrudte asfaltmaterialer i forhold til andre områder som f.eks. beton, mursten og gips.
Genbrug af gammel asfalt som tilsætning til ny asfalt begyndte allerede for 35 år side. Erfaringerne med asfaltgenbrug er altså omfattende og gennemprøvede. På europæisk plan skabes der omkring 50 mio. tons gammel asfalt om året, hvoraf mere end 85 procent genbruges eller genanvendes. Det betyder, at mange lande i Europa allerede opfylder målet i EU-affaldsdirektivet om 70 procent genbrug, genanvendelse eller anden materialegenindvinding i 2020.
I europæisk perspektiv er Danmark også gode til at genbruge gammel asfalt. Således er der iblandet gammel asfalt i omkring halvdelen af al ny asfalt i Danmark og der genbruges 300-400.000 tons gammel asfalt om året.
Men desværre hober den gamle asfalt sig dog i øjeblikket op rundt omkring i landet på asfaltfirmaernes oplagspladser og andre steder uden for asfaltindustrien; i alt op mod 700.000 tons om året. Og det er skidt, ikke mindst for miljøet.
Asfalt indeholder nemlig både det dyrebare oliebaserede råstof bitumen og råstoffer i form af sten og grus råstoffer det er godt at spare på af hensyn til naturen. Derfor ser Asfaltindustrien gerne, at der bliver genbrugt endnu mere asfalt.
To hovedbarrierer
Ifølge Asfaltindustrien er der to hovedbarrierer for genbrug. Dels har Miljøstyrelsen sået tvivl om hvor meget og hvordan man må genbruge i ubundet form (dvs. som fyld eller i stedet for grus og sten på en vej), dels er der i mange asfaltudbud restriktioner om intet eller kun meget lidt genbrug.
- Vi mener, at barrierer kan overvindes ved en fælles indsats. Dels er asfalt ikke længere farligt efter at tjære i 1970erne blev erstattet med bitumen, dels mener vi, at kvaliteten af genbrugsveje i dag er så høj, at man også hos skeptikerne i det mindste burde igangsætte forsøg med genbrug. Bærelagsasfalt har ofte højere kvalitet med end uden genbrug, siger adm. direktør i Asfaltindustrien Anders Hundahl. Han er til gengæld meget tilfreds med de forsøg, som Vejdirektoratet netop har igangsat med mere genbrug i veje.
cmn