Kort nyt - august 2010
Salget af boliger i juli fortsætter i samme stabile gænge som de foregående måneder. Det ender på et niveau 28 procent under et normalår, hvilket er en lille fremgang i forhold til maj og juni, hvor salget lå 30 procent under et normalår. Sammenlignet med sidste år er salget i juli i år to procent under, så alt i alt kan man konkludere at salget i juli ikke var dårligt, men det var heller ikke noget særligt.
I Jylland er salget stort set overalt bedre i år end sidste år, mens både i København, Sjælland og Fyn ligger under sidste års niveau. Det skyldes mest, at de lidt bedre tider for ejendomssalget øst for Storebælt allerede var indtrådt i juli 2009, således at niveauet der sammenlignes med, er højere for Københavns og Sjællands vedkommende.
Flekstid giver misundelse
Flekstid kan give konflikter mellem medarbejdere og skabe misundelse. Forsker anbefaler, at man gennemtænker aftalerne. Tandlægebesøg og børn der skal hentes er en del af virkeligheden for de fleste. Det gør flekstid populært. Det fortæller Stickelsbergs Bureau. Men medarbejdere uden ordningen ser af og til skævt til de heldige. Det fortæller Anna Ilsøe, arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet.
- Der kan opstå konflikter mellem medarbejdere på en arbejdsplads, hvor en faggruppe ikke kan forstå, hvorfor de andre må gå tidligt hjem, fortæller Anna Ilsøe, som har forsket i flekstid.
Fælles protest mod nedskæringer
Formænd fra 35 fagforeninger i Region Hovedstaden retter en fælles protest henvendelse til politikerne i regionsrådet og opfordrer dem til at droppe millionnedskæringerne på Arbejdsmedicinsk Klinik.
Utilfredshed med motorvejstoiletter
Ifølge Vejdirektoratets seneste opgørelse over brugernes tilfredshed med statens veje, som netop er offentliggjort, har tilfredsheden med rastepladsernes toiletter nået et nyt lavpunkt. Udviklingen svarer snart til at 2 ud af 3 brugere er utilfredse.
Vejdirektoratet har i de foregående år nedlagt 21 rastepladser hovedsageligt fordi de ikke havde toiletter, men tilsyneladende uden at det har øget tilfredsheden med toiletforholdene samlet set.
KL kan lære meget af Vejdirektoratet
Vejdirektoratets netop offentliggjorte rapport over den aktuelle tilstand på statsvejnettet er ifølge Asfaltindustrien et glimrende opslagsværk med en masse brugbare tal og fakta.
- Ros til Vejdirektoratet for hurtigt at have omsat ekstrabevillingerne til asfalt. Set fra Asfaltindustriens synspunkt kunne et forslag være at inkludere information om asfaltgenbrug i kommende udgaver af statusrapporten, da dette udgør en vigtig miljømæssig ressource, siger brancheforeningens adm. direktør Anders Hundahl. Asfaltindustrien opfordrer i øvrigt Kommunernes Landsforening til at udarbejde en lignende oplysende rapport for kommunevejene. Dette vil alt andet lige kunne forbedre grundlaget for på sigt at få formuleret en tiltrængt samlet overordnet infrastrukturplan for Danmark, som vi har et enormt behov for.