23948sdkhjf

Brug for bagatelgrænse

Det bør ikke komme bag på nogen, at sort arbejde ikke er det, der bekymrer danskerne mest. Analysen fra Rambøll, der er offentliggjort i Jyllands-Posten, bekræfter tidligere analyser, men nyt er det, at sort arbejde er sammenlignet med andre former for snyd, og her viser danskerne klart, hvor de står.

Direkte socialt bedrageri, hvor borgere uberettiget får udbetalt sociale ydelser eksempelvis børnepenge og kontanthjælp regnes for den værste form for snyd. Danskernes lunte over for dem, der stjæler fra fællesskabet og dermed bidrager til endnu højere skatter, er meget kort. Det samme gælder dem, der forsøger at snyde i skat ved eksempelvis at opgive lavere indtægter, end de faktisk tjener, ved at fuske med fradrag – eller ved at ville slippe for at betale skat i Danmark af ægtefællens udenlandske indtægter. Der er næppe tvivl om, at mange vil kalde det dobbeltmoralsk, at danskerne ikke vurderer skattesnyd på samme niveau som sort arbejde. Men det er en meget overfladisk betragtning.

Langt den største del af det sorte arbejde er sandsynligvis af mindre karakter og udføres mellem personer med familierelationer eller venner. Enten betales mere eller mindre symbolske beløb for arbejdet, naturalier eller ingenting, og det er svært at få danskerne til at opfatte det som kriminelt.

Selvfølgelig skal en malersvend kunne male et værelse for sine gamle forældre, uden at det skal være kriminelt, også selv om han får en god middag eller en kasse øl for arbejdet. Selvfølgelig skal man kunne ringe til gode venner med forstand på at skifte en køkkenvask eller en vandhane og kunne give dem tre flasker rødvin for hjælpen. Selvfølgelig skal en tømrer kunne give naboen en hånd med at sætte et nyt vindue i huset, uden at det af den grund er kriminelt. Og selvfølgelig skal revisoren kunne give sin nabo med egen virksomhed et godt råd over hækken, uden at skulle sende en regning.

Og så er vi ved det helt store problem, nemlig at definitionen af sort arbejde er af en sådan karakter, at danskerne nærmest tvinges til at overtræde reglerne bare ved at bruge almindelig sund fornuft.

Så længe politikerne stikker hovedet i busken af frygt for at træffe nødvendige beslutninger, har danskerne valgt at optræde såre menneskeligt. Det er vel ikke så ringe endda og viser blot, at politikerne undervurderer borgernes intelligens ved at opretholde forældede regler. Selvfølgelig er det ikke ok at betale sort for at renovere et køkken. Men der er behov for en "bagatelgrænse" i forhold til "arbejde" udført mellem personer med nære relationer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062