23948sdkhjf

Ung tømrer om arbejdsulykker: De unge skal kunne sige fra

Arbejdsmiljøkulturen i det enkelte firma er afgørende for, om de unge håndværkere får gode sikkerhedsvaner, siger 27-årig tømrersvend
Der er for tømrersvend Henrik Karlsen to forhold, som er helt afgørende for, at de unge ikke kommer til skade ved deres arbejde: firmaets kultur og ens eget mod til at sige fra.

Henrik Karlsen på 27 år er i øjeblikket i gang med at montere gipsplader i en ejendom på Islands Brygge i København. Her har Mester Tidende sat ham stævne for at få hans bud på, hvorfor unge tømrersvende kommer mere til skade end deres jævnaldrende i andre fag i byggeriet.

- Vi arbejder måske mere med maskiner end for eksempel murerne, og måske arbejder vi også mere i højden; men ellers er det svært at finde en forklaring, siger Henrik Karlsen.

Til gengæld har han et bud på, hvad der kan gøres for at forebygge arbejdsulykker.

- Hvis et firma virkelig prioriterer arbejdsmiljøet og stiller tekniske hjælpemidler til rådighed, giver det en kultur, hvor man både tænker og snakker sikkerhed og arbejdsmiljø. Man påvirkes af sine omgivelser, så det er vigtigt, at mesteren og de ældre svende i firmaet optræder som gode eksempler. Men det handler også om dig selv. Du skal turde sige fra, hvis det skulle være nødvendigt, og det kan sikkert nok være svært, hvis den kultur ellers ikke findes i firmaet, siger den 27-årige tømrersvend.

Krise spiller ind

Henrik Karlsen arbejder i et mellemstort firma, hvor arbejdsmiljø konstant er på dagsordenen.

- Jeg har fået sikkerhed ind som en vigtig del af arbejdet lige fra læretiden, og her i firmaet er det den naturligste ting af verden. Men det er det ikke alle steder. Nogle unge vil måske også vise de ældre, at de sagtens kan være med. Det kan måske betyde, at de tager nogle chancer, bærer unødigt meget eller accepterer dårlige arbejdsforhold.

- Jeg kan godt forestille mig, at i en krisetid som nu med stor ledighed, at især de unge kan føle sig pressede til at gå på kompromis med sikkerheden. Det er jo ofte dem, som betragtes som besværlige, der ryger først ud, når der skal fyres, lyder hans ræsonnement.

Makkeren kom til skade

Henrik Karlsen blev udlært som tømrer i 2004 og har med læretiden i alt arbejdet omkring 10 år som tømrer.

Han har ikke selv været udsat for en arbejdsulykke, men har oplevet en på tætteste hold, da hans jævnaldrende makker kom svært til skade sidste efterår.

Makkeren fik et meget alvorligt snit i den ene arm, da et stort vinduesglas gik i stykker. De to var ved at bære det kasserede glas ned ad en trappe, fordi det ikke kunne være i elevatoren. Undervejs rammer glasset et trappetrin og går i tre store stykker. Det ene rammer armen med stor kraft.

- Vi ville gøre det så godt som muligt og handlede på eget initiativ, men set nu bagefter, skulle vi ikke have prøvet at få det ned på den måde. Det skulle måske bare have været knust på etagen og bragt ned i en affaldscontainer, siger Henrik Karlsen.

Arbejdsulykken sendte Henrik Karlsens makker direkte på operationsbordet, og efterfølgende fulgte en fem måneder langt sygemelding.

Vi har naturligvis lært af ulykken. Vigtigste lære er at bruge et par minutter på at overveje, hvordan en arbejdsopgave skal udføres i stedet for blot at følge første og bestemt ikke altid bedste indskydelse, siger den 27-årige tømrersvend.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078