23948sdkhjf

Ydelsen på lån seksdobles ved bortfald af afdragsfrihed

27.000 boligejere løber i år tør for afdragsfrihed på boliglånet. Det kan betyde en seksdobling af ydelsen.
Omkring 27.000 boligejere løber ifølge Nationalbanken tør for afdragsfrihed i år. Og som udgangspunkt betyder det, at den månedlige ydelse stiger betragteligt.

Efter 10 års afdragsfrihed skal hele realkreditlånet afvikles over 20 år - og det kan betyde en seksdobling af boligudgifterne.

Ifølge Spar Nord vil udløbet af afdragsfriheden for boligejere med F1-lån betyde en særlig stor stigning i ydelsen, fordi renten på F1-lånet udgør et langt mindre beløb end afdraget.

I kroner og øre betyder det, at ydelsen på et F1-lån efter skat vokser med over 4000 kroner per lånt million kroner svarende til en stigning på hele 634 procent.

Har man et fastforrentet fire procents lån, vil udløbet af afdragsfrihed betyde en stigning i ydelsen efter skat på knap 3000 kroner per lånt million kroner. Det svarer til en stigning på 104 procent.

- Hvis du ikke er forberedt, så kan det her være lidt af en bombe under privatbudgettet, siger Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord.

- Og selv om der måske er et, to eller flere år til, at du løber tør for afdragsfrihed, så skal du allerede nu i gang med at forberede dig, siger han.

Martin Lundholm siger, at antallet af boligejere med udløb af afdragsfrihed næste år vokser til omkring 70.000.

Der er dog flere muligheder, hvorpå man kan undgå, at ydelsen på realkreditlånet fra den ene dag til den anden stiger enormt. Det afhænger af, om realkreditlånet udgør mere eller mindre end 80 procent af boligens aktuelle værdi.

- Er lånet mindre end 80 procent af boligværdien, har du mulighed for at vælge et nyt, 30-årigt lån med afdragsfrihed og på den måde udskyde afdragsperioden, siger Martin Lundholm.

- Hvis realkreditlånet derimod overstiger 80 procent af boligværdien, så kan du stadig vælge et nyt, 30-årigt lån, men du kan ikke vælge afdragsfrihed. Til gengæld har du så 30 år til at afdrage lånet i stedet for 20 år, siger han.

Siden introduktionen af afdragsfrie realkreditlån i oktober 2003, er lånene blevet mere og mere udbredte. Per 30. september 2013 var 57 procent af boligejeres realkreditlån afdragsfrie.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078