23948sdkhjf

Entreprenørerne har mere fokus på risikostyring

Den langvarige tilpasning til en ny markedssituation har ført til, at f.eks. risikostyring og risikovurdering har fået en meget mere fremtrædende plads hos mange udførende virksomheder, fremhæver direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri
August 2013 vil nok i byggeriet blive husket som "bleeding month" – den blødende måned - på grund af en række konkurser blandt store entreprenørvirksomheder – ikke mindst Pihls konkurs.

Det ser nu ud til, at det også blev kulminationen på en langvarig krise, der har kostet mange bygge- og anlægsvirksomheder livet siden konjunkturskiftet, der indtraf med finanskrisen.

Det er dog alt for tidligt at melde om, at krisen har sluppet sit tag i byggebranchen. Det bekræfter nøgletal gang på gang, senest med opgørelsen over udviklingen i den samlede nybygningsaktivitet, der i første halvår 2014 faldt med 6 pct. sammenlignet med første halvår 2013.

Derfor kan det også undre, at der er bygherrer med deres forening i spidsen, der her før sommerferien følte sig kaldet til at melde om kapacitetsproblemer på det danske marked: Det blev hurtigt fulgt op af fagbevægelsen, der kunne melde om begyndende flaskehalse – et billede, som Dansk Byggeri på ingen måde kan genkende.

Udmeldingen fra Bygherreforeningen skete på baggrund af en ellers interessant rapport, der analyserer og giver bud på en række strategiske overvejelser, som bygherren bør gøre sig i forhold til at opnå gode forretningsbetingelser på markedet. Med andre ord, den udokumenterede påstand om kapacitetsproblemer kom til at stå i vejen for en frugtbar diskussion om, hvorledes byggebranchen kan udvikles og byggeprojekter gennemføres effektivt til konkurrencedygtige priser og i god kvalitet.

Den langvarige tilpasning til en ny markedssituation – eller krisen, som vi normalt kalder det – har ført til, at f.eks. risikostyring og risikovurdering har fået en meget mere fremtrædende plads hos mange udførende virksomheder. Det er også blevet til et vigtigt fokusområde i den strategiplan, som Dansk Byggeri arbejder med i de kommende år, idet risikostyring er et element blandt en række aktiviteter, der er samlet i en indsats under overskriften: "Gør det enkelt og lønsomt at drive virksomhed". Med andre ord, det skal kunne betale sig at gå ind i en opgave, der skal være et positivt dækningsbidrag og risici skal afdækkes, vi skal tæt på tallene og have styr på vores processer.

De udførende virksomheder har i dag fået et helt andet og større fokus på at afdække risici ved konkrete udbud, som i nogle tilfælde fører til, at tilbud ligger over bygherrens budget. Eller udførende vælger at afstå fra at give tilbud på sager, der vurderes at udgøre for stor en risiko.

Der er med andre ord skabt en ny betingelse, som markedet – herunder bygherrerne - må erkende og tilpasse sig. Derfor er det også godt, at bygherrerne via førnævnte rapport fra Bygherreforeningen peger på, at de som bygherre i deres udbudsstrategier skal sætte meget mere fokus på risikostyring og risikovurderinger, og herunder placere risici der, hvor de bedst og billigst håndteres.

I samme rapport peges der på, at bygherrerne i langt højere grad skal anvende udbudsformer, hvor de udførende virksomheders kompetencer kan inddrages i byggeprojekters realisering. Tidlig inddragelse af de udførendes kompetencer i forhold til valg af løsninger samt optimering af byggeprocesser er gode bud på, hvorledes der kan sikres bygbare projekter, der overholder budgetter og lever op til den aftalte kvalitet.

Og det er en tilgang, om vi i Dansk Byggeri gennem flere år har peget på, som vejen til øget effektivitet og produktivitet i byggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078