Bliv ekspert i håndtering af fugtskader
Mange boligejere risikerer at blive ramt af vejrskader og har derfor akut brug for hjælp til håndtering af en vandskade og ikke mindst følgeskader som f.eks. skimmelsvamp. Vil du kunne hjælpe de mange boligejere, når skaden er sket, er et kursus i fugtteknik måske noget for dig
Uddannelsen giver bl.a. deltagerne konkret viden om materialers sårbarhed over for fugt, fugtmåling, affugtning af bygninger og viden om mikrobiologisk vækst som f.eks. skimmelsvamp.
Fugtteknikeruddannelsen er støttet af midler fra Grundejernes Investeringsfond, Forsikring & Pension og Teknologisk Institut.
Håndtering af fugtskader
Aktørgruppens erfaring viser, at når der opstår rørskader eller sker mange vejrskader samtidig er der brug for mere viden og mange hænder til at hjælpe. Derfor er der behov for en uddannelse, som gør flere i stand til at håndtere fugtskader rigtigt. Samtidig er der behov for konkrete redskaber, som gør det nemmere at iværksætte og kontrollere en skadesudbedring.
Fra Teknologisk Institut, er konsulent i Indeklima og Bygningsundersøgelser, Thor Hansen, glad for den nye uddannelse. Han tror, at uddannelsen vil kunne hjælpe mange boligejere med fremover at få hurtig og korrekt hjælp ved fugtskader.
- Problemet er, at utilstrækkelige løsninger kan have omfattende konsekvenser, både i forhold til bygningskonstruktioner og -materialer, og når det gælder indeklimaet i de skadesramte bygninger. Hertil kommer de gener, som brugere af den ramte bygning bliver udsat for, både praktisk og helbredsmæssigt, siger Thor Hansen.
I forsikringsbranchen er Tine Aabye fra Forsikring & Pension også overbevist om, at der er brug for de nye kurser. "Utilstrækkelig udtørring betyder at skadesudbedringen skal gentages, hvilket gør, at omkostninger for boligejer eller forsikringsselskab bliver betydeligt større, end hvis skadesudredningen havde været udført tilstrækkeligt i første omgang. Med de nye kurser, håber vi at spare vores kunder for unødige gener og besvær.
Manglende basal viden
Typisk opstår problemerne, når der sker en opfugtning skjult inde i konstruktioner. Det kan være rørbrud i gulvkonstruktioner, eller ved vandindtrængning i gulv-, tag- og vægkonstruktioner ved kraftigt regnvejr eller oversvømmelse. Ifølge Thor Hansen er det essentielt, at dem der afhjælper skader har den rigtige viden om og forståelse af, hvordan vand og fugt opfører sig.
- Det er kompliceret at håndtere fugtskader. Det er ofte manglende viden på en række basale områder, der fører til en mangelfuld bedømmelse af skadens omfang og valg af forkert udbedringsmetode.
Det kan f.eks. være manglende forståelse af, hvordan vand /fugt fordeler sig og udbredes i konstruktioner og materialer, mangelfuld viden om, hvor hurtigt biologisk vækst udvikles eller en forkert forståelse af sammenhængen mellem temperatur og fugt. Den manglende viden om og forståelse af disse problemstillinger kan medføre lange sagsforløb og gener for boligejerne. I fremtiden tror jeg kun, at vi får endnu flere af den slags udfordringer, på grund af klimaændringer og deraf forårsagede øgede regnvandsmængder, stormflod og skybrud.
Derfor gør vi nu, hvad vi kan, for at få den rigtige viden og de rigtige løsninger ud på markedet, fremhæver Thor Hansen.
tøtte
Læs mere om kurserne her