Rekordmange tomme kontorer giver frygt for boble
Der bygges fortsat mange nye kontorer i hovedstadsområdet, selvom mange kontorlandskaber ligger øde hen.
Siden starten af kriseåret 2008 er antallet af ledige kontorkvadratmeter i hovedstadsområdet tredoblet, men alligevel fortsætter byggeriet, og flere frygter en decideret kontor-boble, skriver Jyllands-Posten.
Per Hallgren, som er direktør for Danmarks største børsnoterede ejendomskoncern, Jeudan, frygter store økonomiske tab i branchen.
- Med udgangspunkt i den nuværende situation har vi 1,3 millioner kontorkvadratmeter stående tomme i hovedstadsområdet.
- Hvis vi anslår værdien som et gennemsnit på 15.000 kroner per kvadratmeter er det altså en formue på 19,5 milliarder kroner, siger Per Hallgren til Jyllands-Posten.
Regnestykket er enkelt. Bygningerne skal vedligeholdes, og ejendomsskatterne betales. Og på toppen af det hele kommer renteudgifterne, der sender den samlede årlige regning op i flere milliarder kroner.
Ejendomsadvokat Christian Gangsted-Rasmussen siger til avisen, at vi er på vej ind i en situation, hvor en række udlejere uden det store kapitalberedskab risikerer økonomisk at knække nakken.
Alene ATP Ejendomme, NCC, Nordea Ejendomme, PFA Ejendomme, Skanska og MT Højgaard har tilsammen planer for opførelse og investering i mere end 500.000 kvadratmeter nye kontorbyggerier i hovedstadsområdet i løbet af de kommende år.
/ritzau/