Håndværksmestre hjælper ung fodboldelite
En håndfuld håndværksvirksomheder støtter op om fodboldungdommen i Hvidovre IF. Et styrket netværk kan måske resultere i lokale lærepladser
"Unge mangler lærerpladser"
Kan du genkende overskrifterne?
For håndværksvirksomhederne er det vigtigt at uddanne unge mennesker, der kan drive de traditionsrige håndværk videre med en ordentlig uddannelse i bagagen.
Det er virksomhedernes ansvar at støtte de unge mennesker. Og ud fra den betragtning har en håndfuld håndværksvirksomheder i Hvidovre valgt at poste en pose penge i retning af Hvidovre IFs ungdomselite.
- Vi har valgt at støtte ungdommen, fordi det giver rigtig god mening for os. Ungdommen er vores fremtid også i håndværksfagene og da vi alle ønsker at støtte lokal idræt, har vi besluttet os for at lægge et sponsorat til ungdomseliten i HIF, siger én af indehaverne af Grøn Entreprise, Uno Apold, som har taget initiativ til samarbejdet.
Det giver god mening
Uno Apold er selv træner i Hvidovre IF og ved, at der er brug for professionelt samarbejde for at understøtte den gode udvikling. En udvikling, der allerede er højt prioriteret hos den lokale fodboldklub, som flere gange er kåret til Danmarks bedste ungdomsklub.
- Man kan altid diskutere, om det er bedst at støtte bredden eller eliten for der er behov for begge dele for at højne niveauet i en fodboldklub - men det giver god mening for os at støtte eliten i ungdomsrækkerne. Der synes vi, at vi rammer meget bredt, siger Uno Apold.
Det er håndværksvirksomhederne Snedker Jimmy Villadsen, Evigglade Gulve, Holms VVS, Malerfirmaet J.P. Hoverby og Grøn Entreprise, der står bag det nye sponsorat.
J.P. Hoverby, der ellers har til huse i Herlev, er på vej ind i Hvidovre, netop på baggrund af et generationsskifte.
- Emnet "generationsskifte" er en varm kartoffel i håndværksvirksomhederne. Der skal unge til at føre virksomhederne videre, men det er ikke altid, at ens egne børn ønsker at følge i ens fodspor eller at man kan finde en yngre medarbejder, der har ressourcer til at blive selvstændig. Det er rigtig ærgerligt, for det betyder, at mange hæderkronede virksomheder må lukke, siger Bo Almlev.
Han driver malervirksomheden J.P. Hoverby med sin far. Virksomheden overtog han efter et generationsskifte. Havde han ikke selv haft lyst til at ovetage virksomheden, er han i tvivl, om J.P. Hoverby havde eksisteret i dag.
- Vi oplever samme mønster med mange malervirksomheder. En meget stor procentdel af malermestrene er over 60 år. Det er en hel branche, der står overfor pensionering indenfor de næste 10 år. Det kræver, at vi uddanner unge til at videreføre vores håndværk, siger Bo Almlev, hvis firma er fra 1896. Snart overtager han Hvidovrevirksomheden UB Malermester.
- Vi synes, det er vigtigt at bidrage til lokalsamfundet, og sagde derfor straks ja til samarbejdet med de øvrige håndværksmestre, siger Bo Almlev.
Vi har et ansvar
Det glæder eliteformand, Mads Søndergaard.
- Det er omkostningstungt at have en ungdomslicens, men vi skulle gerne fortsætte den gode udvikling, vi er inde i. Derfor er gode samarbejder så vigtige, siger Mads Søndergaard, som også mener, at HIF har et stort ansvar overfor de talentfulde drengespillere.
- Det er spillere, der går rigtig meget op i deres sport og som bruger rigtig mange timer i klubben. Men de bliver ikke alle professionelle eller semi-professionelle fodboldspillere. Derfor er det vigtigt, at vi også tager et ansvar for at føre dem videre ud i livet, siger Søndergaard, der har ansvaret for de ca. 100 spillere, der er omkring HIFs ungdomselitemiljø (U-13 til U-19).
- Vi har samarbejde med flere uddannelsesinstitutioner, gymnasiale uddannelser såvel som tekniske. Men vi har aldrig haft et direkte samarbejde med håndværksvirksomheder. Det er et rigtig spændende projekt, der åbner nogle andre muligheder for vores drenge, siger Søndergaard.
For fodboldtræner og håndværksmester, Uno Apold, er virksomhedernes sponsorat kun starten på et større samarbejde.
- Jeg er netop vendt hjem fra Ajax for at se nærmere på deres ungdomsafdeling og talentarbejde. Her bruger man årligt 6 mio. euro på de unge talenter! Det er selvfølgelig en helt anden verden, end den vi oplever i dansk fodbold - men jeg vil alligevel gerne opfordre til, at andre virksomheder tilslutter sig vores samarbejde, siger Uno Apold.
tøtte
Ikke bare ord, også handling:
De fem håndværksvirksomheder, der samlet har besluttet sig for at støtte HIFs ungdom, sætter ikke bare ord og penge, men også handling bag ordene. I løbet af 2014 vil virksomhederne arrangere en "Mød en lærling"-dag, hvor man inviterer de lokale elitefodbolddrenge til en uofficiel snak og introduktion til de forskellige håndværksvirksomheder.
- Èn af fordelene ved at støtte en lokal sportsklub er, at man støtter op om lokalsamfundet. Så hvorfor ikke gå skridtet videre og udnytte det samarbejde til at lære hinanden bedre at kende? De unge står stærkere, når de skal søge en læreplads, ved at udvide deres netværk. Og de af os, der søger lærlinge, kan måske finde et godt match blandt "egne rækker", siger Uno Apold.