Schneider Electric: Ny regionschef
Lars Hansen ansat som regionschef for Projekt & Service øst for Storebælt
Lars Hansen kommer fra en stilling som driftsdirektør (COO) i Powersense A/S, hvor han var med til at udvikle virksomheden efter opstarten i 2006. Her fik han et unik indblik i intelligente smart grid-løsninger og var med til at sikre en stor rammeaftale med et australsk el-selskab. I Schneider Electric skal Lars Hansen være med til at løfte projekt- og servicedelen af den danske forretning, så de store byggerier bliver rustet til fremtiden med intelligente BMS-løsninger.
- Jeg glæder mig meget til at blive en del af den spændende udvikling, Schneider Electric er i gang med, hvor der er fuld knald på både nye projekter og ikke mindst udviklingen af serviceforretningen og vores løsninger. Med kompetente medarbejdere og markedets bredeste og mest unikke produktportefølje virker Schneider Electric som det helt rigtige sted for mig, hvor jeg ser meget frem til at fortsætte min karriere, siger Lars Hansen.
Lars Hansen har mere end 20 års erfaring inden for intelligente løsninger til bygninger. Karrieren
startede i Landis&Gyr, der efter fusionen med Staefa Control System blev til Landis & Staefa, som efterfølgende blev opkøbt af Siemens Building Technologies, hvor han inden skiftet til PowerSense A/S var sektionschef med ansvar for projekt og salg inden for nybyg.
Oprindeligt er han uddannet el-installatør og har efterfølgende taget en diplomuddannelse i ledelse.
I fritiden er der også fart på. Lars Hansen er en aktiv sportsmand, der har flere maratons og triatlons med i bagagen, når han holder formen ved lige omkring Allerød, hvor han bor med sin hustru.