23948sdkhjf

Dyr afgift på biler er skydeskive før vækstmøder

Det kan være gratis at lempe registreringsafgiften på biler, påpeger notat fra Cepos før vækstforhandlinger.
Når regeringen efter påske indkalder til forhandlinger om nye vækstinitiativer, så vil Liberal Alliance gå efter at få afskaffet registreringsafgiften på biler.

Afgiften er en af flere, som både gør danskerne og erhvervslivet fattigere, mener Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen. I et samlet udspil til forhandlingerne vil han også sænke benzin- og dieselafgiften:

- Det er uhørt dyrt at anskaffe sig en ordentlig bil i Danmark, hvilket både skader mobiliteten og forhindrer folk i at skifte ældre biler ud med nyere og mere sikre modeller, siger Anders Samuelsen, der samlet set vil sænke afgifter for 19 milliarder.

Han får dog svært ved at samle opbakning fra de øvrige borgerlige partier til at bruge et milliardbeløb på at afskaffe registreringsafgiften. Et forslag som også regeringen har afvist.

Fra borgerlig side vil man hellere bruge pengene på at lempe andre skatter og afgifter for virksomheder og borgere, mens regeringspartierne er bekymret for, at en lavere afgift kan føre til øget trængsel og forurening på vejene.

Den borgerlig-liberale tænketank Cepos har regnet på tre modeller for, hvordan man kan afskaffe eller lempe afgiften.

Ifølge analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen vil det umiddelbart koste statskassen 17 milliarder kroner, hvis man helt afskaffer registreringsafgiften.

Et højere bilsalg, større indtægter fra benzinafgifter og mere mobilitet blandt arbejdstagere giver dog til gengæld øgede indtægter, så den samlede regning "kun" bliver syv milliarder kroner.

Det tal modsvarer beregninger, som Skatteministeriet tidligere har lavet.

- Men det er faktisk muligt at sammensætte en nedsættelse af registreringsafgiften, som gør det endnu billigere, siger Otto Brøns-Petersen.

Han har regnet på to andre modeller for lempelser af afgiften, hvoraf den ene ifølge Otto Brøns-Petersen reelt vil være gratis at gennemføre.

Den indebærer, at de nuværende satser for afgiften på 105 procent og 180 procent erstattes af en flad sats på 60 procent.

Samtidig ændres der på, hvor meget bilkøberne enten får i nedslag eller skal betale for hver kilometer, bilen kører over/under 16 km per liter.

Staten vil umiddelbart miste fire milliarder kroner i indtægter på den model, men vil vinde et tilsvarende beløb ved ændret adfærd, mener Otto Brøns-Petersen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062