Iværksætter tror på medarbejderne
Hos TS Stilladsmontage ApS kombineres effektive IT-værktøjer med et tillidsfuldt forhold til kompetente medarbejdere. Firmaet er Danmarks bedste når det gælder om at anvende effektive IT-værktøjer til planlægning
Han er oprindeligt revisoruddannet og drev gennem en årrække et revisorfirma , har været en tur forbi salg af jagtudstyr og ejet et teglværk og har nu på få år skabt en virksomhed, som er en af de betydningsfulde spillere på det københavnske og sjællandske stilladsmarked.
- Konkurrencen er benhård i stilladsbranchen og indtjeningsmarginalerne er meget små. Derfor gælder det om at have de rigtige folk, det rigtige materiel og ikke mindst IT-værktøjer, som kan skabe overblik, siger Michael Jørgensen.
Vil kunne sige nej
TS Stilladsmontage ApS er af Mester Tidende og IT-rådgivningsfirmaet BASIT kåret som Danmarks mest IT-modne, når det gælder planlægning. Og det er ikke helt tilfældigt. Virksomhedens planlægningsløsning med tæt samkørsel af kalender, projektplaner og dokumenter giver mulighed for optimal planlægning og økonomistyring. Der er konstant adgang til medarbejdernes kompetencer og kapacitet og det giver overblik og mulighed for optimal styring af projekter og opgaver.
- IT-værktøjerne giver bl.a. mulighed for at give en skarp pris. Der konkurreres næsten udelukkende på pris i stilladsbranchen. Det er ærgerligt, for de bedste i branchen har langt mere at byde på, end blot at give et billigt tilbud. Det handler jo bl.a. også om, at virksomheden overholder sikkerheds- og arbejdsmiljøreglerne og det handler om, at man sammen med kunderne kan udvikle optimale løsninger, siger Michael Jørgensen.
Han lægger ikke skjul på, at for ham handler effektive IT-værktøjer også om at kunne sige nej til en opgave fordi han qua sine egne og medarbejdernes erfaring kan se, at den vil give problemer.
- Vi er naturligvis altid klar til også rådgive kunderne i forhold til sådanne opgaver, så vi sammen kan finde en fornuftig løsning, understreger Michael Jørgensen.
Forventnings-afstemning
Det er vigtigt for ham, at medarbejderne er stolte af at arbejde i virksomheden og at de er synlige i markedet som dygtige og høflige folk, man kan arbejde sammen med.
- Det er nok ikke så tit, at man ligefrem holder egentlige ansættelsessamtaler, når man ansætter en stilladsarbejder. Men det gør vi her i virksomheden. Bl.a. for at sikre, at forventningerne er afstemt.
Vi vil gerne behandle vores kunder ordentligt og det gør ved at have styr på vores tilbud og opgave og ved at have gode faglige kompetencer og dygtige medarbejdere, siger Michael Jørgensen.
Han lægger vægt på, at alle medarbejder har direkte adgang til ham og, at de ved, at han altid er at træffe og er klar til at løse opgaverne sammen med dem.
- Jeg er overbevist om, at gode medarbejdere bliver endnu bedre, ved at blive behandlet ordentligt. Derfor er der også både kurser og efteruddannelse på programmet her i virksomheden, siger han.
- Hos TS Stilladsmontage har effektive IT-værktøjer været med til at gøre virksomheden konkurrencedygtig og det har samtidig gjort det muligt at udvikle virksomheden til at konkurrere på andet end blot prisen i en branche, hvor det blinde øje ofte vendes til i forhold til at optimere prisen i forhold til kvalitet og sikkerhed, understreger han.
Mester Tidende har sammen med IT-rådgivningsfirmaet BASIT kåret de fem mest IT-modne små og mellemstore håndværksfirmaer inden for :
Bedste håndværksvirksomhed til tilbudsgivning
Bedste håndværksvirksomhed til planlægning
Bedste håndværksvirksomhed til at håndtere formidling af opgaver og opsamling af tid og materialer
Bedste håndværksvirksomhed til at håndtere kvalitetssikring og aflevering af projekt
Bedste håndværksvirksomhed til økonomisk styring
Michael Jørgensen får overrakt prisen Dansk Byggeris IT-messe som gennemføres den 3. februar i Taastrup og den 4. februar i Aarhus
Messen arrangeres af Dansk Byggeri i tæt samarbejde med IT-rådgivningsfirmaet BASIT og Mester Tidende.
Tilmeld dig messen her
Se program og udstillerliste her
Læsere af Mester Tidendes nyhedsbrev kan deltage i lodtrækningen om 50 gratis billetter til messen.
Mail navn og adresse til red@mestertidende.dk