23948sdkhjf

Tømrer Version 2.0 er på skolebænken hos Raunstrup

Byggekoncernen Raunstrup er i gang med et ambitiøst internt uddannelsesprojekt, som skal understøtte virksomhedens strategi og sikre kunderne en ensartet, høj service
Det er ikke alle opgaver, der kan løses med hammer, sav og skruemaskine – heller ikke for en tømrer. Tømreren vers. 2.0 har – udover faglighed og almindelige arbejdsredskaber – sort værktøjsbælte i kundeservice, kvalitet og kommunikation.

Det betyder bl.a., at hver enkelt håndværker i stadig højere grad skal være rustet til at tage ansvaret for planlægningen og udførelsen af de serviceopgaver, som byggekoncernen Raunstrup får flere og flere af. Fælles forståelse og fælles redskaber sikrer god service og effektiv drift.

Raunstrups koncernstrategi indebærer netop en øget fokus på bygningsservice, og det stiller ekstra store krav til de ansatte, der skal løse opgaverne ude hos kunderne.

- Det kræver, at vores folk i marken arbejder selvstændigt og – vigtigst af alt – på det samme solide fundament. Det er det fundament, vi støber på Raunstrupskolen, forklarer administrerende direktør hos Raunstrup, Søren Kristensen og tilføjer:

- Det sikrer os en høj grad af effektivitet, og det sikrer kunderne, at opgaverne bliver løst med samme høje kvalitet og service hver gang.

Kundeservice og købmandsskab

På Raunstrupskolen uddanner de Tømreren vers. 2.0. Her får svendene undervisning i Raunstrups generelle guidelines for kundeservice, også kaldet Raunstrup Kodeks, i godt købmandsskab og i de faglige krav, der bliver stillet til dem. Struktureret og ensartet. Det er Raunstrups egen bygningsservice-afdeling, der underviser på skolen.

- Vi har høje standarder for kundeservice, kvalitet og kommunikation. Når alle medarbejdere kender standarderne og har en fælles forståelse af, hvordan vi lever dem ud i dagligdagen, kan vi sikre tillid og troværdighed i forhold til kunderne og en sund drift og udvikling af vores fælles arbejdsplads, siger Søren Kristensen.

Skoleudvidelse på vej

Udover svendene har alle Raunstrups afdelingsledere også været en tur på egen skolebænk. Mere komplekse opgaver og processer kræver øget fokus på kompetencer og lederskab. Den målrettede interne lederudvikling, der også indeholder personlig coaching, sætter positive aftryk i hele virksomheden lige fra kvaliteten i byggeriet til medarbejdertilfredshed.

Tilbagemeldingerne omkring skolen har været mange og positive. Søren Kristensen er allerede parat til at udvide den interne uddannelse.

- Vi kommer til at lave forløb, som knytter sig til de forskellige funktioner i virksomheden, f.eks. administrative rutiner, it, kvalitetssikring og faglige forhold, fortæller han.

I Raunstrups strategiplan står, at 60 pct. af opgaverne i Raunstrups tømrerafdelinger skal komme fra bygningsservice, og de resterende 40 pct. fra entrepriseopgaver. Med ca. 10.000 ordrer om året er Raunstrup godt på vej til at realisere denne strategi.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079