Anlægsentreprenør glæder sig over flere kvalificerede folk
En ny brancheuddannelse har set dagens lys.
Med målet om at dygtiggøre kabel- og ledningsarbejdere er brancheuddannelsen blevet en realitet, og Learnmark i Horsens har nu åbnet dørene for de første 21 kabel- og ledningsarbejdere.
Det er noget uddannelsesudvalget i DI’s Kabel- og ledningssektion længe har set frem til.
- Allerede for næsten to år siden havde vi de første tanker om denne nye brancheuddannelse, fortæller Per Jensen, formand i uddannelsesudvalget i DI’s Kabel- og ledningssektion, i en pressemeddelelse.
Han er desuden regionsdirektør i et af firmaerne, der kommer til at nyde godt af de kloge hænder og hoveder, Munck Forsyningsledninger.
- Formålet er at øge kvaliteten af det udførte arbejde – og dermed også minimere graveskader. Derudover ønsker vi at gøre branchen mere attraktiv for både nuværende og kommende medarbejdere – og det, tror vi, en brancheuddannelse kan bidrage til, forklarer Per Jensen.
Teori og praksis
I løbet af det næste halvandet år skal holdet af kabel- og ledningsarbejdere møde på Learnmark i Horsens i 10 moduler på i alt 19 uger.
- Vi har valgt Learnmark Horsens, da de har god erfaring med andre bygge- og anlægsfaglige brancheuddannelser. Deltagerne kommer fra hele landet og fra forskellige virksomheder, så forventningen er også, at de får skabt et netværk på tværs og et godt sammenhold, når de har skoleophold, fortæller Per Jensen.
Emnerne favner bredt inden for forsyningsledninger og vil være både teoretisk og praktisk orienteret. Holdet kommer blandt andet omkring håndtering af kabler og rør, styret boring, retablering og ledningsregistrering samt love og regler på området. Desuden er sikkerhed, arbejdsmiljø, kommunikation og konflikthåndtering på skemaet.
Løbende evaluering
Uddannelsesudvalget i DI’s Kabel- og ledningssektion glæder sig til at følge holdet under forløbet, og der vil løbende blive evalueret for at sikre den bedste kvalitet.
- Vi tror på, at uddannelsen, hvor man kan dygtiggøre sig og få papir på sine kompetencer, kan bidrage til at gøre branchen og arbejdet mere attraktivt for nuværende og kommende medarbejdere, siger Per Jensen.
Bag brancheuddannelsen står Kabel- og ledningssektionen i DI og 3F.