Hyldest til håndværkerne og Danmarks smukkeste belægninger
Brolæggerprisen 2024 er netop blev tildelt Tønder Kommune for brolægningsarbejdet ved den vellykkede byomdannelse i byen Højer.
Prisoverrækkelsen fandt sted i hjertet af de nye belægninger, nemlig i Stakladen i Højer, hvor borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) indledte dagens talerrække med ordene:
- Højer har gennemgået en bemærkelsesværdig transformation. Det har taget tid, da byomdannelsen blev startet op for 10 år siden, men det har været hele ventetiden værd.
Brolæggerprisen
Brolæggerlauget i DI Byggeri har siden 1986 uddelt Brolæggerprisen til en bygherre, rådgiver, institution eller kommune, der har vist nytænkning og særlig idérigdom i forbindelse med et eller flere belægningsarbejder.
Ved bedømmelsen i priskomitéen lægges der lige megen vægt på kreativitet, valg af materialer og den håndværksmæssige kvalitet. Yderligere tæller det også, at bygherren eller de projekterende teknikere har formået at føre kvalificeret tilsyn med arbejdets udførelse og sikret, at større fejl ikke fremtræder i det færdige resultat.
Kilde: Brolæggerlauget
Hjernen bag projekteringen er Erik Brandt Dam Arkitekter, som har skabt det samlede byrum.
Byrummet skal afspejle et rart sted at være, et sted der skaber nærvær og sammenhængskraft for hverdagslivet og foreningsaktiviteterne i Højer by.
Det flotte håndværk og de udførende virksomheder, Entreprenør Henning Have, Ribe Brolægning, Ankersø Brolægning, Morten Nielsen Enterprise og Kongeådal Brolægning, fik rosende ord med på vejen, da Erik Brandt Dam rundede talerne af.