23948sdkhjf

Uddannet rørsmed: Nu bliver han topchef for 70 ansatte

DP Ventilation får både en ny medejer og adm. direktør i starten af 2025. Firmaets stifter og topchef igennem en menneskealder vil i stedet rette fokus på ingeniørmangel

Ved årsskiftet starter et generationsskifte i DP Ventilation.

Bo Christian Lagerberg indtræder i ejerkredsen fra 1. januar 2025, og i løbet af første halvår overtager han rollen som adm. direktør fra ventilationsselskabets stifter, ejer og adm. direktør, Dat Ke Phan.

- Vi laver en glidende overgang, hvor han får tid til at komme ind i virksomheden og lære vores forretningsmodel at kende og få overdraget vores mange store projekter, der løber flere år frem, udtaler Dat Ke Phan i en pressemeddelelse.

Dat Ke Phan fortsætter som bestyrelsesformand i firmaet, som han selv startede i 1996 og siden har udviklet fra at være en enkeltmandsvirksomhed til i dag at have 70 medarbejdere. Selskabet leverer ventilations- og indeklimaløsninger fra hovedkontoret i Aarhus samt afdelinger i København, Aalborg, Odense, Kolding og Sønderborg.

Fra rørsmed til topchef

Bo Christian Lagerberg er uddannet rørsmed og ingeniør og har mere end 30 års erfaring fra byggebranchen, som totalentreprenør, bygherre og bygherrerådgiver. De seneste fem år har han drevet Lagerberg Rådgivning med speciale i implementering af bæredygtighed i byggeriet.

- Jeg har lang erfaring inden for byggeriet og er faglig stærk inden for indeklima og teknikområdet. Jeg har kendt Dat i mange år og har et rigtig godt forhold til ham, så jeg føler mig godt rustet til opgaven, lyder det fra den kommende direktør og medejer.

Han vil blandt andet bringe bæredygtighedsdagsordenen endnu mere ind i ventilationsbranchen:

- Som medejer af og kommende CEO for DP Ventilation A/S er min vision, at DP Ventilation A/S skal blive den bedste og mest datadrevne ventilationsvirksomhed i Danmark, udtaler Bo Christian Lagerberg.

fokus på ingeniører 

I tilgift til de danske aktiviteter har ventilationsselskabet i 2019 et datterselskab i Vietnam, hvorfra der leveres projektering og rådgivning inden for HVAC. Her fortsætter Dat Ke Phan som direktør med et klar mål: Ligesom det gælder DP Ventilation skal det vietnamesiske datterselskab udvikles.

- Vi har i dag 11 medarbejdere, hvoraf de ni er ingeniører, og det skal vækste.

Ingeniørerne arbejder i dag sammen med den danske projekteringsafdeling og projekterer selskabets projekter.

- I fremtiden vil vi i endnu højere grad kunne tilbyde ingeniører og dermed videns kapital til det danske marked og imødegå den mangel, der er på ingeniører i Danmark, fortæller Dat Ke Phan og fortsætter:

- 96 pct. af de danske virksomheder mangler ingeniører, så jeg ser en mulighed for, at vietnamesiske ingeniører kan gøre en forskel på det danske marked, ligesom de har gjort for os.

DP-VENTILATION A/S
Regnskabsår 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 50,7 44,6
Resultat af primær drift 8,5 9,5
Resultat før skat 7,3 9,2
Årets resultat 5,6 7,2
Balancestatus 60,4 50,7
Egenkapital 19,1 15,5
Antal ansatte 61 50
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125