23948sdkhjf

Fik millioner af Jesper Buch: Nu giver direktør stafetten videre

Den afgående direktør forlader dog ikke MuteBox helt 

En af de helt store succeshistorier fra ’Løvens Hule’ skal have ny styrmand.

Det sker, fordi Jonas Kjemtrup med øjeblikkelig virkning træder tilbage som direktør for MuteBox, der producerer lydisolerede telefon- og mødebokse.

Fakta

  • MuteBox blev grundlagt i 2019 af Jonas Kjemtrup og Thomas Keller.
  • Året efter gjorde virksomheden sig bemærket i DR-programmet Løvens Hule, hvor storinvestoren Jesper Buch købte sig ind i virksomheden.
  • Han solgte efterfølgende sin ejerandel i 2022. I dag er John Bjerrum Nilsen A/S majoritetsejer i virksomheden, der sælger sine telefon- og mødebokse i ni forskellige europæiske lande.

Kilde: MuteBox

Det meddeler virksomheden i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at den afgående direktør dog fortsat vil være en del af MuteBox’ bestyrelse.

Beslutningen om at give direktørstafetten videre skyldes ifølge Jonas Kjemtrup selv et ønske om at 'udforske nye horisonter'.

"Den kommende tid skal jeg bruge på at komme ned i gear og lade batterierne op, mens jeg håber på at kunne bidrage med rådgivning til MuteBox og andre spændende forretninger", skriver han i et opslag på LinkedIn.

Jagten på den rette arvtager efter Jonas Kjemtrup er allerede sat ind, og her er det ifølge MuteBox afgørende med en kandidat, der har solid international kommerciel erfaring, som kan løfte og styrke tilstedeværelsen på tværs af ni lande i Europa, herunder Storbritannien, hvor virksomheden for blot et par måneder siden åbnede kontor og showroom i London.

Indtil en ny direktør er på plads, tager den nuværende COO, Inge Marie Hjort, over som interim CEO.

MuteBox ApS
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 4,6 7,4 11,6
Resultat af primær drift 0,8 -6,8 5,4
Resultat før skat 0,5 -7,4 5,1
Årets resultat 0,4 -5,5 4,2
Balancestatus 18,2 18,7 24,3
Egenkapital 0,1 -0,4 6,2
Antal ansatte 18 21 12
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: direktørskifte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.374