23948sdkhjf

Reklamationer for millioner spænder ben for nordjysk trægrossist

Det første underskud i ti år

Det var den dystre, men reelle, sandhed for trævirksomheden Keflico oven på et 2023, der også var hæmmet gevaldigt af reklamationer for et større millionbeløb på ét specifikt produkt, skriver Nordjyske

- Der er tale om få sager med stor volumen, som omhandler det samme pladeprodukt. Vi tog produktet af markedet lige så snart, at vi blev bekendt med disse udfordringer, oplyser adm. direktør i Keflico, Mads Stenstrop, til mediet. 

Han tilføjer dog, at der for det specifikke produkt kun "er tale om kosmetiske problemer". 

Keflico

  • Keflico er en danskejet trævirksomhed, som siden 1953 har serviceret og rådgivet professionelle aktører inden for den træforbrugende industri samt de danske tømmerhandler og byggemarkeder.
  • Virksomheden har hovedkontor og et 14.000 kvadratmeter stort lager af træbaserede produkter i den nordjyske by Støvring og har leveret træ til flere større byggeprojekter i ind- og udland som eksempelvis Royal Arena i Ørestaden, Nordeas hovedsæde i København samt Danmarks største skole i træ, Erlev Skole.
  • Keflico har dedikeret sig til den bæredygtige udvikling og var blandt de første danske trævirksomheder, som definerede en bæredygtig indkøbspolitik for alt indkøbt og solgt træ. 
  • Virksomheden valgt at gå skridtet videre ved at forpligte sig til løbende at rapportere på den bæredygtige udvikling.

Kilde: Keflico

Det er imidlertid en underleverandør til Keflico, som har efterbehandlet det specifikke produkt - og Keflico har derfor rettet et reklamationskrav mod den pågældende leverandør. 

Reklamationssagen har derfor naturligt også spillet ind på Keflicos 2023-regnskab, som for første i ti år gik i minus. 

Samtidig var træbranchen præget af faldende priser og nedgang i byggebranchen - hvilket også har sat sit aftryk på Keflicos toplinje, der er skrumpet med 26 procent sammenlignet med året før. 

Mads Stenstrop spår dog, at kurven vender igen for Keflico i det indeværende 2024-regnskabsår. 

- Vi har tiltro til, at markedet vender i løbet af 2024. Vi kan allerede nu se bedring, og det vil selvsagt blive forstærket, hvis de forventede rentenedsættelser følger senere på året, udtalte Mads Stenstrop i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabsfremlæggelsen. 

Dengang specificerede han dog ikke, hvad den fremgang kan resultere i for Keflicos årsresultat, når 2024-regnskabet skal gøres op.

KEFLICO A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 367,0 500,8 431,4
Bruttofortjeneste 37,2 72,6 69,4
Resultat af primær drift 0,6 35,1 33,8
Resultat før skat -1,1 34,5 32,9
Årets resultat -0,8 26,9 25,7
Balancestatus 205,7 232,8 205,3
Egenkapital 102,3 108,3 87,2
Antal ansatte 56 57 53
Kilde: CVR

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105