23948sdkhjf

Nedslidte danske kaserner får påbud efter kritisable forhold

Arbejdstilsynet har i årets første ti måneder givet Forsvaret 32 påbud og 10 strakspåbud om arbejdsforhold

Skimmelsvamp, løse teglsten og vinduer, der er ved at falde ud, er hverdagen for flere danske værnepligtige.

Og påbuddene står i kø på de danske kaserner, hvor forholdene for de værnepligtige kritiseres.

Det skriver TV2 og Berlingske.

Arbejdstilsynet har i løbet af årets første ti måneder givet Forsvaret 32 påbud og 10 såkaldte strakspåbud om uforsvarlige arbejdsforhold, der skal bringes i orden.

Det viser et dokument fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse, som TV2 har fået indsigt i.

Værst står det til på Livgardens Kaserne i København, hvor TV2 og Berlingske har været på besøg.

Ifølge TV2 har Livgardens Kaserne i år fået fem påbud om alt fra risiko for nedfaldne vinduer og tagsten til sundhedsskadelig skimmelsvamp.

- Jeg synes, det er grotesk, at man lever under sådan nogle forhold. Når man ser os stå inde foran Amalienborg, tænker man ikke, at det er sådan nogle forhold, vi lever under, siger landstalsmand i Den Kongelige Livgarde Victor Nygaard til mediet.

Den over 350 år gamle fredede bygning i København er ikke det eneste sted i det danske forsvar, der har fået kritik.

På Garderkasernen i Høvelte i Nordsjælland er tilstanden på kasernen på mange områder "jammerlig", som oberst Mads Rahbek, chef for Livgarden, har udtrykt det til Ritzau tidligere.

Ifølge Berlingske, der har været i skriftlig kontakt med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), lover han at se nærmere på forslag om, hvordan renoveringerne skal prioriteres.

- Det er ambitionen, at Forsvarets bygninger på længere sigt skal have den kvalitet, der kan understøtte Forsvaret med de nødvendige fysiske faciliteter til både Forsvarets personel og materiel. Det er ikke tilfældet i dag, lyder et skriftligt svar fra ministeren til Berlingske.

I 2021 blev der givet 35 påbud - heraf ti strakspåbud - fra Arbejdstilsynet, og i 2022 var det 29 påbud - heraf 11 strakspåbud.

Påbud skal udbedres indenfor en frist på et antal måneder, mens strakspåbud skal efterkommes øjeblikkeligt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078