23948sdkhjf

De færreste SMV’er klar til nyt direktiv

Små og mellemstore virksomheder rammes også, når landets største skal til at rapportere under nyt EU-direktiv. Og ikke alle er klar

Når landets største virksomheder ved årsskiftet skal til at rapportere under det nye EU-direktiv, CRSD, rammer kravene også deres underleverandører. Men det er et fåtal af virksomhederne i SMV-segmentet, der er klar, vurderer ekspert. Og det kan koste ordrer.

Hos langt de fleste af de 2000 største danske virksomheder, der fra årsskiftet omfattes direkte af det nye EU ESG-direktiv ”The Corporate Sustainability Reporting Directive” (CSRD), har man godt styr på hvad tiltaget indebærer. Det fortæller CSR-chef hos Dansk Erhverv, Ellen Marie Friis Johansen. Men det er bestemt ikke tilfældet for mange af de tusinde danske virksomheder, som indgår i deres produktionskæder. Det kan hurtigt komme til at koste på bundlinjen, fortæller hun.

– Med indførslen af CSRD skrues der markant op for kravene til virksomhedernes bæredygtighedsrapportering. De største danske virksomheder har arbejdet med ESG-rapportering i flere år og må forventes at være godt forberedte. Helt anderledes ser det dog ud hos virksomhederne i deres forsyningskæde, som nu for alvor skal til at levere data og dokumentation for deres produktion, siger Ellen Marie Friis Johansen i en pressemeddelelse.

– CSR- og ESG-rapportering med styrket fokus på gennemsigtighed og dokumentation bliver med det nye direktiv slået fast som et afgørende konkurrenceparameter. Er der ikke styr på dataindsamlingen og dokumentationen heraf, kan man som underleverandør fremover hurtigt blive valgt fra til fordel for andre, der har, tilføjer hun.

Ellen Marie Friis Johansen sammenligner optakten til CSRD med den tilsvarende periode op til indførslen af GDPR, hvor der opstod kaos og forvirring over lovændringerne.

– Lovteksten for CSRD består af omtrent 250 sider på engelsk, som har vist sig svær at oversætte til dansk. Men CSRD har efterhånden været debatteret i flere år, så virksomhederne har haft lang tid til at forberede sig. Det vi dog ser nu er, at detaljeringsgraden kan sammenlignes med situationen op til indførslen af GDPR, fortæller CSR-eksperten.

Fire klare udfordringer

Hos virksomheden 3stepIT, der beskriver sig selv som technology lifecycle management-specialister, kan man nikke genkendende til udsagnet. 3StepITs koncept er baseret på netop dataindsamling og dokumentation af IT-enheders miljøaftryk, og virksomheden kan se frem til, at deres service ved årsskiftet går fra at være ’nice to have’ til at blive ’need to have’. Det har ifølge virksomhedehns danske landechef Lasse Garby skabt stor efterspørgsel.

Gennem arbejdet med nye og gamle klienterne har Lasse Garby og hans team udpeget disse fire udfordringer ved CSRD, som går igen hos mange små og mellemstore virksomheder:

Dataindsamling og -styring: Direktivet kræver, at virksomheder indsamler og rapporterer omfattende oplysninger om deres miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige præstationer. Dette kan være en udfordring for virksomheder, der ikke har etablerede systemer til at indsamle, organisere og validere data på tværs af forskellige forretningsenheder.

Kompleksitet og standardisering: CSRD introducerer en ny rapporteringsramme, der skal følges af virksomheder. Dette kan vise sig at være en kompleks og omfattende udfordring. Især for mindre virksomheder eller dem uden tidligere erfaring med omfattende bæredygtighedsrapportering.

Ressourcer og omkostninger: CSRD kræver betydelige ressourcer fra virksomheder for at opfylde rapporteringskravene. Implementering af de nødvendige systemer, ansættelse af kompetente medarbejdere og uddannelse af eksisterende personale kan medføre ekstra omkostninger.

Kvalitet og troværdighed af data: For at opfylde CSRD-kravene skal virksomheder sikre, at de indsamlede data er nøjagtige, pålidelige og verificerbare. Dette kan kræve implementering af interne kontrolprocedurer og ekstern revision af bæredygtighedsrapporter. Udfordringen er at sikre, at de præsenterede data er troværdige og ikke er udsat for greenwashing eller manipulation.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081