23948sdkhjf

Totalentreprenør læner sig op ad kæmpe dagbøder på supersygehus

Projektdirektør kræver handling fra totalentreprenøren på supersygehuset Nyt OUH. Store dagbøder kan være på vej

Fremdriften på supersygehuset Nyt OUH er ikke på det aftalte niveau mellem Region Syddanmark som bygherre og den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera. 

Det skriver Fyns Amts Avis. 

Aftalen har været, at der fra januar i år og til august i gennemsnit skulle være 620 mand på byggepladsen, men i snit har byggeprojektet ifølge det lokale medie manglet 130 håndværkere. Dermed læner projektet sig op ad sin fjerde forsinkelse, og totalentreprenøren står til dagbøder på op til 650.000 kr. 

- Det er ikke umuligt at nå den fremdrift, de har lovet, men de skal handle nu, siger projektdirektør Kenneth Holm om totalentreprenøren.

Dagbøderne på de 650.000 kr. rammer, hvis bestemte milepæle misses. Og de vokser til to mio. kr. om dagen, hvis det ikke lykkedes at overdrage projektet i slutningen af 2024. 

Næstformand i udvalget for indkøb, byggeri og grøn omstilling, Carsten Sørensen (DF), tror ikke på, at JV CMB/Itinera når det til 2024. 

- Vi snakker om minimum seks-12 måneders forsinkelse, og vi kommer også til at lave en allonge (tillægskontakt, red.) mere. Står det til mig, skal de betale dagbøder fra dag ét- jeg kommer ikke til at bakke op om andet, siger han til det lokale medie. 

Han mener, at totalentreprenøren "har gabt over for meget". 

Ifølge en rapport for andet kvartal 2023 er der en væsentlig risiko for, at projektet bliver op til ni måneder forsinket. 

JV CMB/Itinera har i en skriftlig kommentar oplyst, at de ikke har yderligere kommentarer til rapporten for andet kvartal 2023, og at de "løbende samarbejder med bygherren om at sikre fremdriften i projektet". 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.309