23948sdkhjf

Ejerledet tømrer- og snedkerfirma har gode erfaringer med professionel bestyrelsesformand

Det er 10 år siden, at Tømrer- og Snedkerfirmaet Egon Olsen & Søn satte en professionel erhvervsmand for bordenden i bestyrelsen

Det er stadig de fleste ejerledede virksomheder i byggeriet som ikke har en professionel bestyrelse, men som nøjes med det man kalder en tantebestyrelse – altså en bestyrelse, som består af venner og familie. Det kan sagtens fungere, men mange af de små og mellemstore virksomheder som vælger at skifte tantebestyrelsen ud med en professionel bestyrelse, oplever ofte at få et helt andet overblik over forretningen og formår også ofte at sætte konkrete mål for vækst.

For den ejerledede virksomhed Tømrer- og Snedkervirksomheden Egon Olsen & Søn i Solrød var det da også med forventning om at føre virksomheden til nye højder, at ejerne fik politikeren og erhvervsmanden Lars-Christian Brask til at varetage hvervet som den første og hidtil eneste bestyrelsesformand i virksomheden

Der var et uudnyttet ledelsespotentiale, og vores mål var at føre virksomheden til nye højder. Og det har vi gjort med succes. bestyrelsesformand Lars-Christian Brask

Lars-Christian Brask var allerede rutineret i bestyrelsesarbejde og han havde klare ambitioner om at professionalisere virksomheden yderligere og satte sammen med ejerkredsen, som den gang bestod af nuværende adm. direktør Michael Hoff-Møller, Jesper Olsen og Jesper Leen Jensen, kursen mod at skabe en virksomhed, der ikke blot skulle løfte håndværksbranchens omdømme, men også differentiere sig i måden at drive virksomhed på og udvise omsorg for sine medarbejdere.

Uudnyttet ledelsespotentiale

Tømrer- og snedkervirksomheden har netop fejret 100 års jubilæum og der er gået 10 år siden Lars-Christian Brask satte sig på formandsposten. Han reflekterer over rejsen indtil nu og fortæller:

- Egon Olsen & Søn var allerede den gang, og er stadigvæk i dag, en virksomhed med en stærk kultur og et brand, der er kendt for at levere høj kvalitet og god kundeservice. Men, der var et uudnyttet ledelsespotentiale, og vores mål var at føre virksomheden til nye højder. Og det har vi gjort med succes.

- Når jeg ser de sorte og gule biler på landevejene, bliver jeg glad og smiler. Det gør jeg, fordi jeg ved, at det er glade, dygtige og kompetente medarbejdere, der hele fire gange er blevet kåret til ”Årets Tømrer”, og har været finalist endnu flere. Vi har vundet både ”Lærepladsprisen” og prisen som ”Succesvirksomhed” for vores arbejde med lærlinge og social ansvarlighed.

Lars-Christian udfordrer os alle, især mig selv, og er med til at sikre, at jeg holder fokus på langsigtede mål for at styrke vores position i markedet og skabe bedst mulig værdi for vores kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere direktør og medejer Michael Hoff-Møller

Det skyldes naturligvis mange faktorer, men retningen kommer fra ledelsen. Michael Hoff-Møller er en dygtig og ambitiøs leder, som jeg er meget glad for at samarbejde med. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået indtil nu og jeg vil gerne sende ham en stor tak for tilliden, siger Lars-Christian Brask.

Fokus på udvikling og værdiskabelse

At træde ind som professionel bestyrelsesformand i en ejerledet virksomhed er ikke altid nemt, men Lars-Christian Brask er en erfaren herre. Han er kendt for sit engagement, sin beslutsomhed og stærke overbevisninger, alt sammen med fokus på at bidrage til virksomhedens fortsatte vækst og udvikling. Michael Hoff-Møller, adm. direktør og den ene af virksomhedens nuværende to ejere, siger:

- Lars-Christian er en fantastisk sparringspartner. Han udfordrer os alle, især mig selv, og er med til at sikre, at jeg holder fokus på langsigtede mål for at styrke vores position i markedet og skabe bedst mulig værdi for vores kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.

Vil skabe 20 nye arbejdspladser

Tømrer- og Snedkerfirmaet Egon Olsen & Søn blev grundlagt i 1923 af Sigvald Olsen. Virksomheden drives i dag af administrerende direktør Michael Hoff-Møller, der sammen med Jesper Leen Jensen købte Jesper Olsen, stifterens barnebarn, ud i 2015.

Egon Olsen & Søn beskæftiger i dag 70 medarbejdere, hvoraf 15 er lærlinge. Strategien for de næste tre år sigter mod at skabe omkring 20 nye arbejdspladser, opnå en omsætning på 100 mill. kr. og arbejde videre med den grønne omstilling samt minimering af eget klimaaftryk.

Kilde: Tømrer- og Snedkerfirmaet Egon Olsen & Søn

I de seneste 10 år er Egon Olsen & Søn vokset med 15 medarbejdere, så der i dag er godt 70. Virksomhedens fokus har også udviklet sig fra primært at være rettet mod private kunder og forsikringsselskaber til i dag at være rettet mod forsikringsselskaber, boligselskaber og større entrepriseopgaver i fag- og hovedentrepriser for professionelle aktører.

Vil gøre en forskel i den grønne omstilling

Egon Olsen & Søn har ambitiøse planer for de næste tre år, hvor de sigter mod at skabe yderligere 20 arbejdspladser, øge omsætning til 100 millioner kroner og investere i at blive en endnu mere bæredygtig og ansvarlig virksomhed, der er bedre rustet til fremtiden.

Lars-Christian Brask og Michael Hoff-Møller er enige om, at byggebranchen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og er fast besluttet på, at virksomheden skal være med til at gøre en forskel.

- Bæredygtighed i byggebranchen er komplekst. Det handler om løsninger, valg af materialer og levetid, og om de mange led der er i byggeriet, som hver for sig og sammen har mulighed for at gøre en forskel. I Egon Olsen & Søn ser vi et stort potentiale for forbedring. Vi har for nuværende lagt vores fokus der, hvor vi kan reducere vores egen miljøpåvirkning. Men det er også et område, vi fortsat arbejder med i bestyrelsen, så vi kan udvikle en mere langsigtet og ambitiøs handlingsplan, fremhæver Lars-Christian Brask.

Artiklen er en del af temaet PASKRAM .

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094