Malingproducent hjælper erfarne mestre med at blive grønnere
To uddannede DGNB-konsulenter skal rådgiver kunderne hos malingproducenten PPG Coating i at træffe grønne valg.
Det er Claus Hjul Jensen og Lennart Krath Baunsgaard, som med hver deres speciale, skal arbejde for at gøre byggebranchen mere bæredygtig for fremtiden med baggrund i deres viden som DGNB-konsulenter.
PPG Coatings ejer mærkerne Dyrup Professionel, Sigma Coatings, Beckers, GORI Professional, Tikkurila og ProGOLD. Som en af verdens største malingsproducenter, har virksomheden et veldefineret mål om at være en ansvarlig virksomhed og bidrage til en grønnere byggebranche. Et vigtigt tiltag er uddannelsen af bæredygtighedskonsulenter, der kan give råd og konkrete værktøjer til at træffe mere bæredygtige valg – både på produkt- og forretningsniveau.
Claus Hjul Jensen blev den første uddannede DGNB-konsulent hos PPG, da han i november 2022 færdiggjorde sin uddannelse. Til dagligt er han salgskonsulent hos PPG, og servicerer de mange kunder i Syd- og Sønderjylland.
DGNB-systemet
DGNB (Deutche Gesellshaft für Nachhaltiges Bauen) er en certificeringsordning målrettet bygninger og byområder. Systemet bygger på den helhedsorienterede tilgang til bæredygtighed (FN’s definition) med de tre hovedsøjler: social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed.
Systemet er dynamisk og derfor bliver kriterierne opdateret løbende i takt med, at branchen får ny viden og praksis. I DGNB-systemet stilles ikke specifikke krav til bestemte løsninger eller materialer, da bygninger har forskellige funktioner og forskellige krav. En bygning eller et byområde bliver derfor evalueret ud fra deres performance.
Kilde: Rådet for bæredygtigt byggeri
Lennart Krath Baunsgaard er teknisk produktspecialist hos PPG, og blev tilbage i maj 2023 den anden i rækken til at færdiggøre DGNB-konsulentuddannelsen. Han kører ud og servicerer kunder i hele landet fra sit kontor i Aarhus.
Klimakrav og certificeringsordninger
DGNB-uddannelsen giver deltagerne en bred vifte af tekniske, analytiske og planlægningsmæssige kompetencer, der er nødvendige for at kunne opføre bæredygtige bygninger. En fælles drivkraft for de to DGNB-konsulenter er, at de kan dele ud af deres viden og inspirere kunderne:
- Jeg har altid haft interesse for bæredygtighed og grøn omstilling. Derfor er det også en stor tilfredshed for mig, at jeg kan komme ud og holde oplæg og klæde malerne godt på til at imødekomme de omfattende klimakrav og certificeringsordninger. Det er fedt at mærke, hvordan de inspireres til at iværksætte mere miljøvenlige tiltag i deres forretninger, fortæller Claus Hjul Jensen og bakkes op af Lennart Krath Baunsgaard:
- Det har været naturligt for mig at tage uddannelsen, både for mig personligt, men også for at bidrage til PPGs kontinuerlige grønne udvikling, som jeg har været en stor del af de sidste mange år i Beckers, fortæller han og fortsætter:
- Med uddannelsen i ryggen lægger vi en ære i at sparre med kunderne og sikre dem de stærkeste grønne løsninger. Det er omfattende for den enkelte maler at navigere i klima- og dokumentationskrav, så det er meget meningsfuldt for mig at kunne hjælpe dem igennem det.
Flere konsulenter på vej
Claus Hjul Jensen holder dialogmøderne med malerne om de nye klimakrav, og det kommer Lennart Krath Baunsgaard også til. Dialogmøderne er skræddersyet til malernes behov og fokuserer på de konkrete problemstillinger, de oplever i dagligdagen.
Hvor Claus Hjul Jensen er specialiseret i at give malerne værktøjer til at iværksætte grønne initiativer på organisationsniveau, så har Lennart Krath Baunsgaard en mere teknisk og produktnær ekspertise. Deres forskellige fokusområder betyder, at de står stærkere både når de underviser, holder dialogmøder og leverer rådgivning ude hos kunderne, fortæller Lennart Krath Baunsgaard:
- De fleste ved, at fokus på bæredygtighed i byggebranchen er kommet for at blive, men mange er usikre på, hvor de skal sætte ind først. Her er det en stor fordel, at Claus er skarp på de interne initiativer hos malerfirmaet, mens jeg kan rådgive om alt det tekniske og produktrelaterede. Vi supplerer hinanden virkelig godt.
Claus Hjul Jensen uddyber:
- Lennart har svaret på meget af det, som jeg ikke har, og omvendt. Det er naturligvis en stor fordel for kunderne, da de får et godt overblik over deres egen forretning og nogle helt konkrete råd og værktøjer at tage med hjem, siger han og afrunder:
- Vi kan mærke, at kunderne værdsætter vores arbejde, så selvom vi er de første DGNB-konsulenter hos PPG, så er vi bestemt ikke de sidste. Jeg tror, jeg taler på vores begges vegne, når jeg siger, at vi er utroligt stolte af at være en del af en virksomhed, der griber til handling og prioriterer rådgivning til de udførende malere i deres arbejde med miljø, certificeringer og dokumentation.