23948sdkhjf

Teknikentreprenør omsatte for seks milliarder - og gik i minus

Øgede udgifter betyder, at den norske teknikentreprenør kommer ud af 2022 med røde tal. Den danske del af forretningen klarer sig imidlertid igennem med bedste resultat i 14 år 

Norske GK Gruppen, som ejer den danske teknikentreprenør GK Danmark A/S, blev i 2022 ramt af inflation, øgede vare- og materialepriser og et højt sygefravær som følge af coronapandemien.

Samtidig brugte teknikkoncernen ressourcer på at investere i udviklingen af virksomheden, og det påvirkede driften.

Derfor kommer virksomheden ud af 2022  med et resultat før skat på -21,1 mio. norske kroner (46 mio. norske kroner i 2021). Modsat steg omsætningen med 4,2 pct. til 6.029 mio. norske kroner.

Det fremgår af GK Gruppens årsrapport.

"2022 blev et ekstraordinært år (...) Vi mærker selvsagt fortsat uro og usikkerhed i alle lande. På baggrund af disse udfordringer, er jeg tilfreds med, at vi har stået fast som et samlet GK og har fulgt vores strategi", skriver koncernchef Kim Robert Lisø i sit forord til rapporten.

Tyk ordrebog 

Optimismen beror særligt på virksomhedens ordrereserve, der ved indgangen af 2023 var på 3.121 mio. norske kroner mod 2.849 året før.

GK Gruppen kunne sidste år skrive under på flere store kontrakter, hedder det i årsrapporten. Her fremhæves satsningen på GK Cloud (en cloudbaseret platform til effektiv digital og bæredygtig bygningsdrift, hvor GK Gruppen sammen med teknologipartnere skaber innovative løsninger til kunderne, red.). 

Samtidig vinder virksomheden flere opgaver indenfor energieffektivisering i erhvervsbyggerier, fremgår det.

Fremgang i dansk forretning 

GK Gruppen har aktiviteter i både Norge, Sverige og Danmark - og den danske forretning skiller sig positivt ud. 

GK Danmark fik således et resultat før skat på 5,2 mio. kr., mens omsætningen endte på 385 mio. kr. 

Omsætningen er steget de sidste fem år, men det realiserede omsætningstal er alligevel endt lidt lavere end budgetteret, fremgår det. Bundlinjetallet er det bedste resultat i 14 år. 

Og det er på trods af, at den danske forretning også oplevede udfordringer med stigende omkostninger til energi, materialer og inflation. Herudover oplevede det danske selskab konkurs hos fem kunder. 

-Det har været et turbulent og uforudsigeligt år. Men med fastholdelse af vores strategi om fokus på indtjening før vækst, har vi leveret et solidt nettoresultat og kan præsentere det bedste regnskab i 14 år, fremhæver adm. direktør Jørgen L. Christensen i en pressemeddelelse.

Tre områder driver væksten

Den danske direktør fortæller, at serviceforretningen, den tværfaglige PMO-enhed og energioptimering særligt driver væksten. 

Serviceforretningen er vokset betydeligt blandt andet gennem opkøb. Samtidig er PMO-afdelingen for alvor kommet i gang med afslutning og igangsætning af flere store tværfaglige kontrakter, og direktøren forventer, enheden bliver en vækstgenerator for entrepriseforretningen. 

GK Danmark oplever også store vækstmuligheder i energioptimering og den grønne omstilling.

Kort om GK Danmark

  • GK Danmark A/ S er et datterselskab i familieejede GK Gruppen, der er opkaldt efter den norske stifter Gunnar Karlsen.
  • GK Danmark tilbyder alle former for energiløsninger og beskæftiger flere end 450 medarbejdere fordelt over landet - heraf 150 hos faste underleverandører.

-Bæredygtighed og energioptimering er i høj kurs, og her har vi kompetencerne til at rådgive og være driver for den grønne omstilling. Særligt oplever vi efterspørgsel på de medarbejdere, vi har uddannet i LCA og DGNB-certificering. Vi er den første i installationsbranchen, der er DGNB-certificeret, og vi får utroligt mange henvendelser, både på service og entreprise. Vi forventer derfor yderligere vækst inden for området, siger Jørgen L. Christensen.

Artiklen er en del af temaet AUTORISERET.

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab REGNSKABER
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.447