Effektivitet og arbejdsmiljø fik et boost med svejserobotterne
Smedevirksomheden Skanda opnåede markant tidsbesparelse, færre fejl og bedre arbejdsmiljø med automatiseret svejserobotudstyr fra Jydsk Værktøj.
Der skal ofte en vis volumen til, før store teknologiinvesteringer er rentable, og volumen var der masser af, da virksomheden Skanda A/S i Mariager fik en stor ordre hos bysbørnene fra Dansk Salt/Nobian.
Dansk Salt investerer næsten en milliard kroner på at øge kapaciteten med 400.000 tons salt om året, og i den forbindelse skal der blandt andet bruges vand i store mængder til at udvinde endnu mere salt fra 'minen' nær landsbyen Hvornum.
Vandet transporteres i kilometervis af rør, som Skanda fik opgaven med at svejse sammen ude i felten, og derfor blev der etableret et banebrydende samarbejde mellem Skanda og Jydsk Værktøj i Aalborg, som er ejet af Carl Ras.
Automatisering har reduceret tidsforbruget med 30 procent
Jydsk Værktøj leverede automatiseret robotudstyr fra den finske leverandør Kemppi til projektet, og resultatet har været større effektivitet, færre fejl og bedre arbejdsmiljø, fortæller Kenneth Pedersen, projektchef i Skanda.
Han forklarer, at der er tale om såkaldt semiorbital svejsning, hvor bundsvejsningen stadig laves manuelt, mens robotten (også kaldet svejsetraktoren) så fuldfører resten af svejsningen.
”Vores estimater viser, at automatiseringen har reduceret tidsforbruget med cirka 30 procent. Samtidig er fejlprocenten også faldet, så vi ikke skal bruge tid på at lave noget om - ud af de cirka 2.000 svejsninger deroppe tror jeg, vi havde én fejl,” fortæller Kenneth Pedersen.
Forebygger slid og skavanker hos medarbejderne
Arbejdsmiljøet har også fået et løft med de to Kemppi-anlæg fra Jydsk Værktøj.
”Det er hårdt arbejde at svejse otte eller flere timer om dagen, 40 timer om ugen - ind i mellem i akavede stillinger og forskelligt vejrlig. Så det var også en meget vigtig grund til, at vi investerede i systemet, nemlig at vi gerne vil forebygge slid og skavanker hos vores dygtige smede,” påpeger Kenneth Pedersen.
Skanda har gjort meget ud af at fortælle medarbejderne, at de ikke behøver at frygte for deres job i kølvandet på robotternes indtog.
”Udstyret kan ikke stå alene, så det er bare en anden måde at være smed på end for 20 år siden. Desuden er smede og svejsere jo en knap ressource, og det tror jeg ikke, ændrer sig lige foreløbig,” bemærker projektchefen.
"Vi har formået at spille hinanden gode"
Ifølge Rasmus Andersen, projektchef i Jydsk Værktøj, har det selvsagt taget lidt tid at definere opgaven og implementere systemet. Men det er sket i et rigtig godt samarbejde mellem Jydsk Værktøj, Kemppi og Skanda, påpeger han.
”Vi havde en fase på cirka seks måneder med tests, demonstrationer og optimering. Jeg synes, vi har løst tingene i fællesskab og med gensidig tillid - vi har formået at spille hinanden gode,” siger Rasmus Andersen.
Kenneth Pedersen er enig:
”Jeg synes, det har været et perfekt samarbejde med god support og en god indkøringsfase. Vi har stået last og brast, og vi var selvfølgelig klar over, at der ville opstå knaster undervejs, men de er blevet slebet til, så det hele fungerede upåklageligt,” lyder det fra Kenneth Pedersen.
Afskrivningstid på blot ét år
Skandas projektchef har prøvet at regne på 'tilbagebetalingstiden' for svejserobotterne, og det var en positiv oplevelse.
”Vi havde regnet med en afskrivning på cirka to år, men anlægget viste sig faktisk at være i hus på et år. Så når vi for eksempel i øjeblikket har udstyret med til at lave svejsearbejde på en køleledning hos Novo Nordisk ved Kalundborg, så er det da fint at tænke på, at robotten er betalt,” konstaterer Kenneth Pedersen med et smil.
FAKTA OM SKANDA A/S:
Etableret: 1991
Hovedsæde: Dania ved Mariager Fjord
Afdelinger: Aarhus og København
Antal ansatte: Ca. 50 fastansatte
Speciale: Energiindustri, grøn infrastruktur med udførsel af tank- & procesanlæg