23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Carl Ras og Airtox bliver nye hovedpartnere i Lyngby Boldklub

Carl Ras og Airtox er gået sammen om at løfte deres engagement betragteligt – og dermed blive nye hovedpartnere i Lyngby Boldklub.

Den nye aftale gælder de kommende to sæsoner, hvor Carl Ras og Airtox sammen vil pryde fronten af Lyngby-trøjerne. Carl Ras vil have den ”klassiske” hovedpartner-placering på hjemmebanetrøjen, mens Airtox vil have samme placering på udebanetrøjerne. Airtox vil fortsat have deres logo på ryggen.

Den nye aftale mellem de tre parter skaber stor glæde i Lyngby Boldklub. Kommerciel chef Kristian Maimann udtaler:

”Vi er først og fremmest enormt stolte over, at to så store, seriøse danske virksomheder har valgt at træde frem og blive nye hovedpartnere for Lyngby Boldklub. Aftalen viser, at Lyngby som brand er blevet en interessant og troværdig medspiller, og at vores kommercielle arbejde har udviklet sig til højeste niveau herhjemme.” Han tilføjer:

”Partnerskabet skal først og fremmest understøtte det gode samarbejde, der allerede er mellem Airtox og Carl Ras – men med en ny vinkel, hvor fodbold og markedsføring bliver to af mange omdrejningspunkter. Vi deler de danske rødder og mange af vores værdier med Carl Ras og Airtox, så vi glæder os også over den store synergi i partnerskabet og ser frem til et godt samarbejde.”

Værdierne er i orden

I Carl Ras tilbyder vi alt inden for værktøj og beslag. Vi startede som en isenkræmmerbutik på Nørrebrogade i København i 1932, og er i dag fortsat familieejet og drevet af 3. generation med administrende direktør, Gorm Rasmussen, i spidsen.

“Det er stort set umuligt ikke at have et bankende hjerte for Lyngby Boldklub. Det er en klub med værdierne i orden, som betyder meget for os. Det gælder fra ungdomsrækkerne til de professionelle. Der er en fantastisk familie-ånd, hvor flere generationer mødes på stadion," fortæller Gorm Rasmussen og tilføjer:

”Vores partnerskab med Airtox er ligeledes baseret på fælles værdier, og vi ser Airtox som nytænkende. Airtox gør meget for sportens verden, og vi har i forvejen et fælles parløb i det professionelle cykelhold Airtox – Carl Ras. Så det var oplagt at vi også skulle være sammen i dette projekt.”

Ser et potentiale

Hovedpartnerskabet deler Carl Ras som nævnt med Airtox – et brand, der de seneste år har slået sig fast på markedet som de absolut førende inden for sikkerhedssko. Både hvad angår kvalitet og innovation er Airtox i en klasse for sig. Carl Ras har i mange år været forhandler af et bredt udvalg af Airtox’ sikkerhedssko til professionelle håndværkere – så synergien er til at få øje på for virksomhederne, der begge er specialister og markedsførende på deres område.

”Vi ønsker at støtte op om dem, der er på vej op. Lyngby Boldklub er ikke nyt bekendtskab for os, og vi ved, hvor dygtige de er til at talentudvikle unge spillere. Vi ser et potentiale i klubben, og det er derfor, at vi nu vælger at bakke dem mest muligt op. Det er kun naturligt for os, at det bliver i samarbejde med Carl Ras, som vi i forvejen har et partnerskab af cykelholdet Airtox-Carl Ras sammen med,” udtaler Henrik Wiingaard-Madsen, CEO i Airtox.

Samarbejde mellem parterne er ikke helt nyt. Airtox har de sidste to sæsoner været partner i Lyngby Boldklub, mens Carl Ras har været en del af Lyngby Boldklub-familien de sidste fem sæsoner. Nu træder begge virksomheder op på højeste partnerniveau – og er på trøjerne når Lyngby Boldklub løber på banen i 1. spillerunde af 3F Superligaen den 22. juli mod FC København.

Carl Ras A/S
Mileparken 31
2730 Herlev
Herlev Kommune
Danmark
CVR nummer: DK70587114

Kontaktperson

Send til en kollega

0.063