Brancheanalyse: Byggeriet mangler politisk handling
Brancheforeningen Danske Byggecentres brancheanalyse i forbindelse med BYGGERI´16 viser, at der på tværs af byggeriet er et udbredt ønske om mere politisk handling.
Omtrent halvdelen af de adspurgte peger på, at regeringen ikke gør nok for byggeriet. Dog mener hver tredje, at der ikke er behov for yderligere tiltag i forhold til klima og energi.
Brancheanalysen, der dækker bredt på tværs af brancher og fag inden for byggeriet, viser med al tydelighed, at regeringen behøver at handle på de flotte ambitioner og forslag, der allerede er blevet lanceret.
- Vi har set flere gode forslag om afbureaukratisering af byggeriet. Men vi venter stadig på, at der sker noget konkret. Blandt andet liberalisering af planloven og den foreslåede liberalisering af den tekniske byggesagsbehandling. Byggeriet har været igennem en lang krise, og jeg tror, at undersøgelsens resultater er et udtryk for, at branchen snart gerne vil se, at regeringen gør alvor af sine ord om at gøre det nemmere at sætte nye projekter i verden, siger Palle Thomsen, der er adm. direktør i brancheforeningen Danske Byggecentre.
Selvom tallet er meget højt, 48 %, er andelen af utilfredse dog væsentligt mindre end i forhold til 2014, hvor den sidste undersøgelse blev gennemført. Her var andelen af utilfredse helt oppe på 64 %.
Ikke behov for mere fokus på energi og klima
Undersøgelsen peger også på, at byggeriet er godt tilfreds med de politiske initiativer vedrørende klimaløsninger og energirenovering. 32 % svarer, at de er tilfredse med regeringens indsats på dette område. 17 % er utilfredse med regeringens indsats.
- Jeg tror, at tallene skal tolkes på den måde, at byggeriet mener, at vi har nået et passende niveau for initiativer, der skal fremme energirenovering. Generelt er branchen rigtig glad for at BoligJobordningen er blevet genindført. Og der er også en vis tilfredshed med at den har fået et grønt snit. Men hovedparten havde nok gerne set, at ordningen var fortsat i sin oprindelige form. Og jeg tror, at branchen måske er lidt bekymret for, at det grønne fokus skal udvikle sig til at blive en hæmsko i form af flere regler og mere bureaukrati. Det kan vi se i forhold til de mange afgifter på elregningen. Det er svært for os at sælge energirenovering, hvis husejerne alligevel ikke ser nogen forskel på elregningen, siger Palle Thomsen.
Yderligere information:
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre, tlf. 45 80 78 77, pt@bdb.dk