Sneklædt Danmark udfordrer byggebranchen
De seneste års milde vintre kan gøre weekendens snevejr ekstra dyrt lyder det fra Vinterkonsulent Bent Kofoed fra Teknologisk Institut, som frygter, at entreprenørerne ikke har været på forkant med vinterens komme i år.
Den garvede vinterkonsulent har fulgt weekendens sne- og frostvejr nøje.
”Det er desværre alment kendt, at man først opdager, at det er blevet vinter, når murerarbejdsmanden står med en frosset vandslange og en håndfuld svende, som ikke kan komme i gang med at lave noget”, siger Bent Kofoed, seniorkonsulent på Teknologisk Institut og påpeger.
”Vi har et lidt mærkeligt forhold til vinteren i Danmark – den kommer altid bag på os! Vi griner meget af, at vinteren altid kommer bag på DSB, men det gør den altså også på byggebranchen” siger Bent Kofoed.
Kong Vinters udfordringer
Nogle af de problemer der typisk opstår er, at alting tager meget længere tid ude op pladsen, og samtidig bruges der tid på at udføre vinterforanstaltninger. Bagefter følger diskussioner om tidsfristforlængelse og betaling for vinterforanstaltningerne.
Det er oftest entreprenørerne som ringer til vinterkonsulenten, men også bygherrer og rådgivere har brug for vinterassistance.
”60 % af opkaldene jeg får er fra entreprenørerne. Tidsfristforlængelse og betaling for merarbejde ved udførelse af vinterforanstaltninger er jo vigtigt for dem, da de ellers risikerer dagbøder. Samtidig vil de nødig lukke pladsen, da de jo også driver en virksomhed. De sidste 40 % der ringer er en blanding af rådgivere og bygherrer, som frygter udskydelse af afleveringstid og de forøgede omkostninger ved vinterforanstaltninger”, siger Bent Kofoed.
Tvister opstår typisk mellem bygherre og entreprenør, for der er altid forskellige interesser. Bygherre vil gerne have afleveret sit byggeri til tiden, så selvom han kan godt se, det er dårligt vejr, så er holdningen ofte, at entreprenøren skal sætte flere mand på og det kommer der, ifølge vinterkonsulenten, mange diskussioner ud
af.
Også mange tekniske spørgsmål
Vinterkonsulenten får desuden mange opkald, hvor spørgsmålene er af teknisk karakter. Hvordan støber jeg i minus 10 grader? Hvordan skal jeg grave kloak, når jorden er frosset? Hvordan holder jeg arbejdet i gang, og undgår lukning af byggepladsen?
”Løsningen er ofte at lave vinterforanstaltninger, men man kan også ændre procedurer, og fx skifte til materialer der er mindre frostfølsomme. Men det kan være svært at få folk til at forstå det, for er der først tegnet noget på en tegning, så laver man ikke bare lige om på tingene”, siger Bent Kofoed, som ofte råder ud fra egen erfaring.
”Jeg har selv prøvet at stå i Grønland og støbe beton, og det kan man sagtens, det tager bare længere tid. Lige præcis den udfordring er stor for nogle, men i både Canada og Grønland bygger man altså hele året rundt i noget lavere grader end vi behøver herhjemme”, slutter vinterkonsulenten, som i sit stille sind håber, at de sidste års milde vintre ikke har ladet vinterforanstaltningerne gå helt i glemmebogen ude på byggepladserne.
Vil du vide mere? Kontakt:
Bent Kofoed, bko@teknologisk.dk, 72 20 22 39