Stor stålleverance til international skole blev endnu større
Efter den oprindelige plan skulle Give Stålspær A/S projektere, levere og montere 1700 tons stål til den nye Copenhagen International School (CIS) på Nordhavnen i København. Men ordren endte med at blive noget større.
Inden rejsegildet fandt sted i sidste uge var der leveret i alt 2100 tons stålkonstruktion fra fabrikken i Brande. Den ekstra levering på 400 tons til den 22.400 m2 store bygning er ikke overraskende for Give Stålspær. ” Det er ikke unormalt at projekter af denne størrelse kaster tillægsordrer af sig efterhånden som projektet skrider frem, men montering på bare 11 måneder af en levering af denne størrelse er usædvanlig hurtigt”, lyder det fra Teil Bechmann, Give Stålspær.
Stålkonstruktionerne fra Brande fordeler sig på fire enheder af varierede højder fra 16 til 34 meter og skolen skal huse i alt 1200 elever fra 3-19 år, når den står færdig. Det forventes, at skolen vil
tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet og dermed blive et vigtigt aktiv for erhvervslivet i København og dermed forbedre Danmarks konkurrenceevne på internationalt plan.