Kortsigtede gevinster ved langsigtet kredsløbsdesign
Trods de skrappe materialekrav åbnes der for helt nye designmuligheder, når rådgivere indtænker byggematerialers genanvendelse fra starten.
Det gavner ikke kun klima og miljø på langt sigt, men styrker også mulighederne for opgradering og vedligeholdelse på den korte bane uden at gå på kompromis med design eller funktionalitet. Sådan lyder erfaringerne fra 3XN og Velfac – to af hovedaktørerne bag flere kredsløbsdesignede projekter.
Byggeriets stigende fokus på materialernes genanvendelighed, der bl.a. ses i certificeringer såsom DGNB, LEED og BREEAM, har først og fremmest til formål at mindske bygningsmassens klima- og miljømæssige aftryk i et langsigtet tidsperspektiv.
De skærpede genanvendelseskrav udgør langt fra en designmæssig begrænsning ude på tegnestuerne. Tværtimod åbner de for helt nye måder at styrke bygningers umiddelbare funktionalitet på. På den måde bidrager øget genanvendelsesfokus til, at bygninger også på den helt korte bane kan designes til at være mere effektive.
Genvendelighed øger fleksibiliteten
- Designer du med ressourcers langsigtede recirkulering for øje, indebærer det, at du f.eks. ser på muligheder for effektivt at adskille en bygning i enkeltkomponenter. Denne tilgang åbner som paradigme for skabelsen af mere fleksible bygninger, hvor såvel daglig vedligeholdelse som opgraderinger kan effektiviseres.
- Eksempelvis kan man lave målrettede og dermed langt mindre ressourcekrævende udskiftninger af defekte bygningsdele takket være muligheden for hurtigt at skille delene ad, fortæller arkitekt MAA og partner Kasper Guldager Jensen fra arkitektvirksomheden 3XN.
Tegnestuen har bl.a. projekteret hotel- og konferencecenteret Green Solution House på Bornholm. Det banebrydende, bæredygtige spydspidsprojekt slog dørene op i foråret og er fra inderst til yderst designet med fokus på kredsløbsdesign.
Vinduer designet til at kunne skilles ad
Allerede fra projekteringens start samarbejdede 3XN tæt med vinduesproducenten Velfac om Green Solution House under overskriften 'design til adskillelse'. Det valgte vindue på hotel- og konferencecenteret, Velfac 200 Energy, kan således nemt adskilles i rene materialefraktioner (glas, aluminium, stål mv.).
Velfac 200 Energy er bl.a. konstrueret, så brugen af skruer i samlingerne er minimeret. I stedet anvendes klik-løsninger, som gør, at Velfac 200 Energy samles lidt i stil med lego-klodser. På den måde er Velfac 200 Energy nemt at adskille i enkeltkomponenter efter endt levetid.
- Eftersom diverse bæredygtighedscertificeringer ”rater” produktet i forhold til volumen af de enkelte materialer, som produktet er opbygget af, giver det kun endnu bedre mening, at det skal kunne adskilles let efter endt levetid, forklarer Technical Manager Peter Krogh fra Velfac.
- Recirkulering som designtilgang er ikke kun en nødvendighed set i lyset af, at ressourcerne ikke er uendelige. Der er også på den korte bane økonomiske og funktionelle muligheder i recirkulering, og der hersker ikke tvivl om, at design til adskillelse på længere sigt vil transformere hele måden, vi bygger på, understreger Kasper Guldager Jensen.