Danmarks klogeste fritidshus ser lyset på solskinsøen
Lavenergiboligen Futurehuset – også kendt som ”Danmarks klogeste fritidshus” – slog i juni måned dørene op til 177 m², der er så godt som vedligeholdelsesfri.
Huset, der blandt andet er energiselvforsynende takket være store vinduespartier, solceller, varmepumper og kraftig træfiberisolering, er opført efter Active House-principper. Her ligger vægten ikke kun på at reducere energiforbruget, men også på at skåne miljøet og sikre et højt komfortniveau inden døre året rundt.
Den bornholmske by Bølshavn slog i juni måned dørene op til Futurehuset – et fritidshus, der kræver minimal vedligeholdelse, og som er selvforsynende med energi. Huset er tegnet af arkitektfirmaerne Arkitec og STEENBERGs tegnestue med udgangspunkt i den helhedsorienterede byggetilgang Active House, hvor både komfort, energi og miljø udgør væsentlige design- og evalueringsparametre.
Med sine 177 m², der i vid udstrækning udgøres af bæredygtige materialer fra lokalområdet, føjer huset hidtil usete grønne dimensioner til det moderne fritidshus. Og ifølge bygningskonstruktør Peter Beyer Holm fra STEENBERGs tegnestue er der tale om et mere end overordentligt energirigtigt fritidshus, idet bygningen efterlever de højeste energikrav, der stilles til helårshuse. Han forklarer:
- Fritidshuse er sjældent lige så velisolerede og energirigtige som helårshuse. Med Futurehuset har vi for alvor forsøgt at hæve barren, hvad angår miljørigtigt design af ikke blot fritidsboliger, men også bygninger, som de er flest. Huset er ganske enkelt i stand til at ”tænke miljørigtigt” og generere al el og varme fra naturen.
Boligens varme, hvoraf 90 pct. genbruges via et varmegenvindingsanlæg, genereres via en jordvarmepumpe, der sikrer ca. tre gange så meget varme for pengene sammenlignet med en el-radiator. Udover at drifte det selvregulerende, vandbårne gulvvarmesystem leverer pumpen varmt vand og ventilation, ligesom solceller på garagen forsyner varmepumpen og de øvrige installationer med el.
Passiv solenergi gennem ruderne
Hvor lavenergihuse normalt vender mod syd med henblik på at generere så meget passiv solenergi som muligt, er Futurehuset opført på Bølshavns nordvendte Bølsbakke. Årsagen er ønsket om at opnå den optimale balance mellem udnyttelsen af solenergien via vinduerne og et behageligt indeklima uden risiko for overophedning i sommerhalvåret – helt i overensstemmelse med Active House-principperne.
Derfor er Futurehuset forsynet med store glaspartier i form af facadevinduer fra Velfac og Velux-ovenlys. Glaspartierne lukker masser af dagslys ind, men skaber samtidig tilsammen en skorstenseffekt med effektiv køling i de varme perioder:
- Fordi der er tale om et lavenergihus, var kravet til vinduerne, at de havde en god energiperformance. Der er anvendt isolerende Velfac 200 Energy-vinduer i facaden, som lukker mere varme ind, end de lukker ud, samtidig med at ovenlysene giver yderligere udnyttelse af solenergien. De to løsninger arbejder sammen om at sikre en naturlig ventilation i tillæg til husets mekaniske ventilation, så der opstår den tilstrækkelige luftcirkulation inden døre. Energihensyn og indeklima går dermed op i en højere enhed, forklarer Brian Wendin, der er arkitekt hos Velux.
Teknik og design i forening
Derudover er Futurehuset forsynet med automatiske indvendige gardiner og er forberedt til udvendig solafskærmning, hvis behovet skulle opstå. De mange elementer styres intelligent af et system, der via sensorer i huset, vejmeldinger og tilstedeværelsen af personer i de enkelte rum regulerer indeklimaet, så der opnås et godt komfortniveau uanset mængden af sollys, udetemperaturen, vindforhold, antallet af mennesker i boligen osv.
- Facadevinduer, ovenlys, solafskærmning, ventilation m.m. ’taler’ sammen på en måde, der sikrer, at energibesparelsen ikke sker på bekostning af indeklimaet. Det hele kører automatisk, så du ikke selv skal åbne og lukke, og du har samtidig adgang til systemet via smartphone, tablet eller computer. Det betyder, at du f.eks. på vej over på færgen kan give huset besked på at skrue op for varmen, så det er ’klar’, når I ankommer, slutter Thøger Lyme fra Visility, der har udviklet systemet, som regulerer Futurehusets indeklima.