Byggecentrene må leve med tomgang i væksten
Dansk økonomi kører stadig i tomgang. Det viser en bredere analyse af dansk økonomi for 3. kvartal, som Danske Byggecentre netop har offentliggjort.
Danske Byggecentre opfordrer samtidig til at regeringen dedikerer den resterende tid indtil valget på at styrke væksten. 2014 har vist, at regeringen gør regning uden vært, når de fastlægger deres politik ud fra en forudsætning om vækst og fremgang i økonomien. Omsætningen i 3. kvartal viser, at der med lidt god vilje er tale om stagnation i byggevarehandlen. Selv med de positive briller er dette dog ikke et udtryk for, at omsætningen har stabiliseret sig, eftersom udløbet af Boligjobordningen må forventes at have forårsaget en ekstraordinær omsætning i dette kvartal. Omsætning der ikke kan aflæses i det samlede resultat, hvilket tyder på, at den ”almindelige” omsætning har været væsentligt mindre end i samme periode sidste år.
Der har dog også været lyspunkter. Således ser det ud som om beskæftigelsen i byggeriet har stabiliseret sig på cirka 148.000 ansatte, og det er også meget glædeligt, at udviklingen inden for de traditionelle håndværksfag ser ud til at være vendt. Der var i dette kvartal 3000 flere beskæftigede inden for disse fag end i 3. kvartal sidste år.
- Selvom lyspunkterne er få, er de der, trods alt. Vi ved, at det har været et svært år for branchen, og butikkerne er trimmet og konkurrencedygtige. De har vist initiativ og villighed til at finde omsætning. Derfor er det positivt at vi endelig ser fremgang i beskæftigelsen i de traditionelle håndværkserhverv. Det er både vigtigt på kort og lang sigt, siger Palle Thomsen.
Branchen ser stadig mere dystert på ordrebeholdningen efter nytår
Forventningerne til fremtiden ser dog dystre ud. Byggeriets konjunkturindikator er stadig ganske negativt med en score på -11. Den dårlige stemning er primært drevet af meget negative forventninger til den fremtidige ordrebeholdning, som i november var helt nede på -23, altså cirka 23% af branchen har negative forventninger til udviklingen i ordrebeholdningen i den nære fremtid. Dette kan tilskrives regeringens beslutning om at stoppe Boligjobordningen fra 1. januar.
- Vores klare anbefaling til regeringen og folketinget er at de i langt højere grad end i dag fokuserer deres politiske arbejde på at skabe rammer, der fordrer vækst i samfundet. I særdeleshed, hvordan de stimulerer det private forbrug, så vi undgår flere kvartaler med negativ vækst i privatforbruget, som vi har set i 3. kvartal. For det er ganske enkelt ikke holdbart, hvis ambitionen er at Danmark skal ud af dette økonomiske ingenmandsland, siger Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre.
Øjebliksbilledet kan downloades på Danske Byggecentres hjemmeside: www.danskebyggecentre.dk
Om DB Øjebliksbillede
DB Øjebliksbillede indeholder en generel analyse af de væsentligste nøgletal, der belyser dansk økonomi generelt samt en række nøgletal, der giver et billede af udviklingen inden for byggeriet og udviklingen i byggemarkeder og trælasthandlere. DB Øjebliksbillede udgives hvert kvartal.