23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Troldtekt indgår klimapartnerskab med DONG Energy

Som en af landets første byggematerialeproducenter har Troldtekt indgået en klimapartneraftale med DONG Energy. Med aftalen forpligter Troldtekt sig til at omstille 50 procent af virksomhedens energiforbrug til vedvarende energi inden 2015.

Akustikplade-producenten Troldtekt A/S og DONG Energy har sammen forpligtet sig til at tage aktivt ansvar for at mindske den globale opvarmning. Det sker med indgåelsen af en klimapartneraftale, hvor parterne i fællesskab skal finde frem til, hvordan Troldtekt kan reducere sit samlede energiforbrug, minimere udslippet af CO2 og omstille halvdelen af virksomhedens energiforbrug til vedvarende energi.

Støtter lokal produktion af vindstrøm
Strømmen skal i første omgang komme fra DONG Energys nye vindmøllepark ved Anholt. Dermed er Troldtekt med til at støtte produktionen og udbygningen af vedvarende energi i lokalområdet.
– Målet er, at mindst 50 procent af vores energiforbrug i 2015 skal komme fra strøm produceret på vindmøller, også kaldet vindstrøm. Omstillingen vil ske gradvis, så energien fra vindstrøm i 2013 udgør 25 procent af vores samlede energiforbrug og i 2014 udgør 40 procent, forklarer Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt A/S.

Energiforbruget under lup i 2013
Senest første halvår i 2013 vil produktionen på Troldtekts fabrik i Troldhede blive gennemgået af en energirådgiver fra DONG Energy, som skal hjælpe med at identificere potentielle energi- og CO2-besparelser. DONG Energy vil desuden stille klimaspecialister til rådighed på Troldtekts akustikseminarer, der er målrettet arkitekter. På den måde kan arkitekter blive inspireret til at tænke klimapartneraftaler og bæredygtighed ind i deres fremtidige projektbeskrivelser.

Strategisk satsning på miljøet
Troldtekt tilsluttede sig i 2010 FN’s Global Compact, som er verdens største initiativ for virksomheders samfundsansvar, og har netop indsendt sin tredje CSR-rapport til FN. I CSR-rapporten fortæller Troldtekt om fremskridt på en række områder som leverandørstyring, medarbejderaktiviteter samt miljø og bæredygtighed. I 2012 har Troldtekt opnået Cradle to Cradle certificering i kategorien sølv i det internationale bæredygtighedskoncept Cradle to Cradle. Certificeringen gælder akustikplader af typen Troldtekt natur, der er produceret med en stigende andel vedvarende energi og udelukkende består af naturmaterialer, træ og cement, så pladerne kan komposteres efter brug.

– Aftalen med DONG Energy ligger i naturlig forlængelse af vores ambition om at tage samfunds-ansvar på alle niveauer. Lige nu afsøger vi også muligheden for solenergi, elbiler og andre miljøvenlige initiativer. Fokus på vindstrøm og solenergi er en del af at gøre Cradle to Cradle til vores forretnings-strategi og et vigtigt skridt på vejen mod en stabil og CO2-venlig energiforsyning, siger Peer Leth.

FAKTA OM KLIMAPARTNERAFTALE MED VINDSTRØM
Med aftalen forpligter Troldtekt og DONG Energy sig til i fællesskab at reducere Troldtekts energiforbrug og udledning af CO2.
• Troldtekt køber en garanti for, at DONG Energy producerer strøm på vindmøller svarende til en vis procentdel af virksomhedens samlede forbrug. Målet er 50 pct. i 2015.
• Til formålet benyttes såkaldte RECS-certifikater (Renewable Energy Certificate System), der er et internationalt system til handel med vedvarende energi.

Læs mere i Troldtekts CSR-rapport 2012 eller på Troldtekts hjemmeside: http://www.troldtekt.dk/Erhverv/Nyheder/...

Troldtekt A/S
Sletvej 2 A
8310 Tranbjerg J
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK45810011

Send til en kollega

0.063