23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Stor opbakning om dansk Open Source initiativ

FORCE Technology leder udviklingen af en dansk kompetenceplatform for Open Source-software til computerbaserede strømningsberegninger (Computational Fluid Dynamics).

Otte danske virksomheder og to universiteter er gået sammen om at tage kampen op med de kommercielle programmer.

Anvendelsen af CFD har igennem de senere år vundet betydelig udbredelse i dansk industri, men anvendelsen af de kommercielle programmer til CFD-beregninger har vist sig at give voksende udfordringer for mange virksomheder. Det skyldes bl.a., at manglen på konkurrence har gjort priserne på kommercielle licenser skyhøje, og samtidig er udveksling af data mellem virksomheder med forskellige programmer stort set umulig.

Sikre flere brugere
Formålet med kompetenceplatformen er derfor at udvikle og kvalitetssikre Open Source CFD-programmer til et voksende antal virksomheder inden for bl.a. procesudstyrs-, mikro- og nanoteknologi-, medicinal- og medicoindustrien, den maritime industri og olie- og gasindustrien.

Kræver flere ressourcer
Det kræver imidlertid en større indsats af virksomhederne at bruge Open Source programmerne i forhold til de kommercielle programmer; brugersupporten er mindre, manualerne er ikke veludviklede, og det kræver væsentligt flere ressourcer at sætte sig ind i programmerne.

”Det har været vigtigt at skabe et forum af medlemsvirksomheder og uddannelsesinstitutioner, som hver især bidrager med input til Open Source CFD-programmer. Det betyder, at vi f.eks. kan dele en opgave bestående af tre test ud på tre forskellige parter, i stedet for at én enkelt virksomhed skal sidde med alle tre test. Det speeder processen gevaldigt op, samtidig med at arbejdsbyrden bliver overskuelig”, siger Henrik Hassing fra FORCE Technology.

Deltagere
Udover FORCE Technology, der er projektansvarlig, deltager Grundfos Management, Niro, MAN Diesel, Ødegaard & Danneskiold-Samsøe, Babcock & Wilcox Vølund, Haldor Topsøe, FLSmidth Airtech, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.

Projektet gennemføres over en periode på 18 måneder og har modtaget 3,44 millioner kroner i støtte fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Læs mere på www.forcetechnology.com


FORCE Technology
Park Allé 345
2605 Brøndby
Brøndby Kommune
Danmark
CVR nummer: DK55117314

Send til en kollega

0.062