Mester: Her indberetter vi alle arbejdsulykker, fordi...
Hver tiende arbejdsulykke, der sker i Danmark, sker på en byggeplads.
Det fortæller Arbejdstilsynets statistik. Men det er langt fra alle arbejdsulykker, som bliver anmeldt.
Ifølge Arbejdstilsynet er det kun halvdelen af alle arbejdsulykker, der når statistikken, og det skyldes ifølge Arbejdstilsynet især, at der er mange myter forbundet omkring, hvornår man skal anmelde en arbejdsulykke.
Sådan er det ikke hos Dalmose El-Service A/S på Sjælland. Hvis en medarbejder for eksempel får stød bliver det indberettet, også selvom det ikke forårsager en længere sygemelding.
Det fortæller medejer Ole Christensen.
- Vi gør det, at vi indberetter selv de mindste ting, og så er det op til forsikringsselskabet at sige, om der er noget at komme efter. Det er bedre at anmelde, hvis man er i tvivl, siger Ole Christensen til Mester Tidende.
Men det er ikke alle virksomheder, der gør som Dalmose El. I øjeblikket har Arbejdstilsynet sat gang i en kampagne, der skal få flere til at anmelde arbejdsulykker, fordi det ifølge deres tal viser sig, at næsten halvdelen af alle arbejdsulykker slet ikke bliver anmeldt.
Fokus på forebyggelse
Ole Christensen forstår godt, hvorfor det kan være svært at vide, hvornår man skal anmelde.
- Jeg tror, Arbejdstilsynet skal sætte fokus på at definere, hvad en nærved-ulykke egentlig er. Der er rigtig meget, man skal sætte sig ind i som mester, men jeg læner mig personligt meget op ad min sikkerhedsrepræsentant, som jeg ved har meget viden fra fagforeningen, siger han.
Fordi der er så meget usikkerhed, så mener Ole Christensen også, at det er mange arbejdsulykker, han aldrig hører om, og det er ifølge ham der man bør sætte ind.
- Jeg tror, der er en kultur, som der skal gøres op med omkring arbejdsulykker. Nogle ulykker når aldrig forbi mesteren, fordi medarbejderen måske er i tvivl, om det overhovedet skal nævnes. Nærved-ulykker er rigtig svære at definere, for det er sjældent, at man hører om dem, siger han.
Læs også:Mester og 3F: Nogle virksomheder undlader bevidst at anmelde arbejdsulykker
HVORNÅR SKAL EN ARBEJDSULYKKE ANMELDES?
Anmeldereglerne er fastsat i arbejdsmiljøloven og i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at hvis en skade opfylder kravene i én af de to love, så skal arbejdsgiveren anmelde. Hovedreglerne er:
- arbejdsulykker, der medfører, at personen ikke kan foretage sit sædvanlige arbejde i mindst én dag ud over skadesdagen, skal anmeldes.
- arbejdsulykker, der kan medføre ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, fx behandlingsudgifter eller erstatning for varigt mén, skal anmeldes.
SÅDAN ANMELDER DU EN ARBEJDSULYKKE
Arbejdsulykker skal anmeldes i EASY på virk.dk eller i det anmeldesystem, som virksomheden bruger.
Det er arbejdsgiverens pligt at anmelde arbejdsulykkerne.
Der kan opstå særlige omstændigheder, hvor medarbejderen eller en repræsentant er nødt til at anmelde. Det kan være, at arbejdsgiver ikke kan eller vil anmelde skaden, hvis virksomheden ikke eksisterer længere, eller den er gået konkurs. Her kan fagforeningen hjælpe.
Læs også: Anmelder savsmuld i øjet og splint i fingeren til Arbejdstilsynet