Cash is King: Derfor er din likviditet vigtig, mester!
Man kan opleve virksomheder, der leverer gode regnskabsmæssige resultater, men som alligevel må dreje nøglen om og lukke. Hvordan kan det være? Hvad kan det skyldes?
Udfordringen er, at virksomheder kan låne penge i banker og andre steder, hvis de har fine regnskaber at vise frem. Det afgørende er faktisk om de selvsamme virksomheder kan betale deres afdrag; med andre ord om de kan ”servicere” deres lån.
Virksomheder lukke ikke alene på grund af et negativt resultat, men fordi virksomheden ikke kan betale sine regninger. Altså fordi den pågældende virksomhed ikke har haft likvide midler til at kunne betale de modtagne fakturaer.
Historisk set har vi i dag et af de laveste niveauer af konkurser, hvilket kan skyldes mange forskellige) elementer, blandt andet corona-relaterede hjælpepakker, manglende sagsbehandling ved Domstolene samt generel stor efterspørgsel på håndværkere og håndværksmæssig arbejdskraft.
Uden at ville virke alt for meget som en lyseslukker, så er der en ikke uvæsentlig risiko for, at vi i Danmark skubber en pukkel af konkurser foran os, og den store test kommer i slutningen af 2021 og i begyndelsen af 2022, hvor store beløb med udskudt moms og A-Skat skal betales.
Få faktureret hurtigt
Hvordan kan du selv sikre, at du har tilstrækkeligt likviditet i din virksomhed? For det første kan du spørge dig selv, om der er nogle af dine kunder, der kan komme i problemer? Er der nogle af dine kunder, hvor du risikerer at kunden ikke kan betale din faktura? Det er de ”ude-fra-kommende” påvirkninger.
Heldigvis er der også elementer, som du kan have langt større kontrol over, herunder bl.a. at du får forud-faktureret, at du får del-faktureret på projekter, at du får afsluttet dine sager og færdigfaktureret alle sagerne. Sørg for at få sendt fakturaen for udført arbejde umiddelbart efter, at ordren er afsluttet.
Sæt eventuelt betalingsfristen ned, så du hurtigere får pengene ”i kassen”. Husk på, at håndværksvirksomheder ofte afholder lønomkostninger hver 14. dag, men først modtager betaling for fakturaerne efter ”løbende måned + 30 dage”. Det kan blive til et rigtigt stort likviditetsdræn i en virksomhed – og så er der jo ikke rigtigt nogen god grund til, at du og din virksomhed ”leger” bank for jeres kunder, vel?
Hvordan er din normale faktureringsproces i dag? Fakturerer du forud? Hvor hurtigt får du sendt dine fakturaer, når jobbet er slut?
Med andre ord bør du overveje:
1) Hvor hurtigt skal du betale for løn og materialer m.v., og
2) Hvor hurtigt (læs: Hvor god..) er du til at få sendt en faktura og få pengene ind i din virksomhed?
Som det vist fremgår, så skal du sørge for, at du altid får pengene ind i god tid – inden du selv skal bruge dem.
Digital sagsstyring kan hjælpe dig med at gøre job-styring, fakturering og opfølgning lettere og mere overskueligt. Endvidere findes nogle muligheder, hvor du som håndværker kan tilbyde finansiering af dine faktura til dine kunder, bl.a. ”Service Finans”.
Hvis du kan betale dine regninger og afgifter, så rykker du lynhurtigt væk fra risikoen for at måtte ”dreje nøglen om”.
Hvis du har styr på din likviditet, så har også et bedre overblik over, hvad du kan foretage af investeringer, ansættelser og i det hele taget hvilke planer du kan lægge for din forretning.
Blandt andet kan der opstå muligheder for opkøb af andre virksomheder, overtagelse af medarbejdere, m.v. når corona-pakkerne udløber og pengene skal betales tilbage.
Artiklen er en del af temaet Casper&Frank.