Her er Danmarks stærkeste bilmærker. Er du enig, mester?
Når danskerne skal bedømme bilmærker ud fra parametre som kvalitet, generelt indtryk, værdi for pengene, anbefaling, omdømme og kundetilfredshed, er Volkswagen det mærke, som klarer sig bedst. Det viser en ny undersøgelse fra analysehuset YouGov.
Generelt klarer de tyske bilmærker sig godt i YouGovs bilranking, og Mercedes-Benz kommer ind på andenpladsen med en score på 25,7 tæt fulgt af Audi på tredjepladsen med en score på 24,9.
Volvo, der indtager førstepladsen i Sverige og andenpladsen i Norge og Finland, tager fjerdepladsen på den danske ranking, mens endnu et tysk bilmærke har indtaget top 5, nemlig BMW med en score på 21,9.
Tesla, som har oplevet et stærkt stigende salg i mange år, indtager syvendepladsen på rankingen efter Toyota, men foran mærker som Ford, Skoda og Opel.
Motor-magasinet arbejder på at indhente kommentarer fra ranglistens top og bund.
Hvem er den typiske Volkwagen-ejer?
Som et kuriosum har YouGov sammen med ranglisten også undersøgt, hvem den typiske Volkswagen-ejer er, og det er der kommet nedenstående grafik ud af.
Her fremgår det blandt andet, at 15 procent af Volkswagen-ejerne har en husstandsindtægt på 1.000.000 eller mere om året. Sammenlignet med den generelle befolkning, så beskriver Volkswagen-ejere i højere grad sig selv som kvalitetsorienterede. 81% betaler således gerne mere for god kvalitet.